Hvorfor er kalve og køer adskilt i mælkeproduktion?

I moderne mælkeproduktion adskiller landmanden oftest koen og kalven gennemsnitligt 24 timer efter kælvning i overensstemmelse med lovgivningen. Det virker måske brutalt på nogen, men det kan sagtens forsvares, både hvis man ser på det ud fra et dyrevelfærdsmæssigt perspektiv, og hvis man sammenligner med køers naturlige adfærd.

En ko skal have en kalv for at kunne producere mælk. Derfor inseminerer man køer, når de kommer i naturlig brunst. Når kalven bliver født, adskilles koen og kalven efter 12-24 timer. Hvis man sammenligner med menneskelige forhold, kan det måske virke hjerteløst. Men tidspunktet er baseret på indgående forskning i dyrevelfærd og trivsel hos malkekøer og kalve.

En ko hører til den type dyr, der i naturen efterlader sit afkom i længere tid ad gangen for at græsse, mens den nyfødte kalv gemmer sig i højt græs eller buskads. I naturen vil koen den første uges tid efter kælvning opsøge kalven for at lade den die, men efter introduktion til flokken er det kalven, som opsøger koen for at få mælk. Antallet af diegivninger falder med alderen. De første uger er der 5-9 diegivninger per døgn, men dette tal falder til 3-5 diegivninger pr. døgn gennem de følgende måneder. Varigheden af en diegivning er typisk 8-12 minutter. I naturen er ko og kalv altså gennemsnitligt i kontakt med hinanden i en halv til en hel time i løbet af et døgn.

Kalve foretrækker selskab af andre kalve
Under naturlige forhold introduceres kalven først til flokken i en alder af cirka en uge, hvorefter den integreres i kalvegruppen. I begyndelsen har kalvene mest social kontakt med koen i form af social hudpleje, men allerede fra 2-3 ugers alderen har kalvene mere social kontakt med jævnaldrende end med deres mødre, hvis ikke diegivning medregnes. I et studie af kvægs naturlige adfærd har man desuden kunnet konstatere, at kalve i naturen allerede ved 8-dages alderen ofte vælger andre kalve som nærmeste ”nabo” i flokken i stedet for deres mor.

Fra naturens hånd tilbringer køer og kalve altså ikke meget tid sammen, og adskillelsen af ko og kalv er således ikke så unaturlig, som det måske fremstår ved første øjekast.

Denne naturlige adfærd forsøger landmanden at fremme ved tage kalven fra og lade den "gemme sig" i en lille kasse, en såkaldt ”kalvehytte” med en masse halm, alene eller sammen med en anden kalv for at beskytte den nyfødte kalv mod infektioner og knubs i samværet med større kalve og køer. I kalvehytten kan kalven putte sig og ligge i fred ligesom den ville gøre i naturen. Når kalven er robust nok, flytter den sammen med andre jævnaldrende kalve i en større gruppe.

Det er svært at fastsætte det mest optimale tidspunkt for, hvornår det er bedst at adskille koen og kalven. Koen og kalven stimuleres begge positivt ved, at koen får lov til at slikke kalven. Omvendt har forsøg også vist, at det er mindre stressende og belastende for koen og kalven, hvis de adskilles tidligt, fordi de ikke når at knytte stærke sociale bånd, som de gør, hvis de er sammen fx 4 dage, 14 dage eller ligefrem flere måneder. Det er nogle af de aspekter, der har haft betydning for lovgivningen om, at koen og kalven skal gå sammen i minimum 12-24 timer.

En kalv lider ikke overlast ved at blive taget fra koen. Det ville tværtimod være synd først at tage den fra, når den i 8-ugers alderen er blevet fuldtudviklet drøvtygger. Selvom kalven på dette tidspunkt ikke længere behøver mælken ud fra et fysiologisk synspunkt, vil koen og kalven på dette stadie have knyttet et bånd og en indbyrdes afhængighed, som gør at det er meget synd at adskille dem på dette tidspunkt.

Adskillelse skal foregå nænsomt
Det vigtigste er, at selve adskillelsen foregår roligt og nænsomt. Problemet opstår, hvis måden, kalven fjernes på, er uhensigtsmæssig. På udenlandske Youtube videoer kan man se eksempler på meget voldsomme adskillelser af ko og kalv. Det hænder også hos Arlas landmænd, at koen brøler efter kalven et par timer efter adskillelsen. Dette afhænger meget af den enkelte ko og måden og tidspunktet hvorpå kalven er blevet fjernet. Ingen landmænd ønsker at skabe en stresset, ubehagelig situation for hverken ko eller kalv. Det skaber ubalance og uro i stalden, og får en negativ effekt på mælkeproduktionen både hos den enkelte ko og potentielt i hele flokken. Der er forsket i, hvordan frygt og stress hos en malkeko kan medføre øget hjertefrekvens, mere residualmælk (tilbageholdelse af mælk ved malkningen) og et fald i mælkeydelsen. Derfor arbejder man i dag meget målrettet med at gøre adskillelsen så nænsom og rolig som overhovedet muligt.

Adskillelse af ko og kalv i mælkeproduktion er altså fuldt ud forsvarligt, men dog en spændende problematik, som uden tvivl vil blive udfordret i fremtiden. Således er der enkelte Arla-landmænd, og andre danske landmænd, med mindre besætninger, som arbejder med at lade køer og kalve gå sammen længere tid efter kælvning eller med at anvende ammetanter, som er en ældre ko, der så ”adopterer” 3-4 kalve ad gangen og lader dem die hos sig.

I Canada eksperimenterer en af verdens mest anerkendte dyrevelfærdsforskere Marina Von Keyserlingk med at lade ko og kalv gå sammen i større malkebesætninger, en forskning som vi hos Arla følger nøje. Så det er ikke umuligt, at der i fremtiden sker en udvikling inden for netop dette område, ikke mindst fordi det ligger en del forbrugere på sinde.

Læs mere om Marina Von Keyserlingks forskning i dyrevelfærd hos malkekøer her

Læs mere om dyrevelfærd i mælkeproduktionen hos Danmarks Jordbrugsforskning

Men hvad spiser kalven så, hvis den ikke drikker koens mælk?
Det er en myte, at kalve ikke får komælk, fordi mælken skal bruges til produktion af mejeriprodukter.

Det er livsnødvendigt for en kalv, at den får råmælk inden for de første 6-8 timer efter kælvningen. I kalvens første levedage får den råmælk fra enten sin mor eller andre køer i besætningen. Herefter skal kalven naturligvis have tilstrækkelig mælk af god kvalitet gennem hele mælkefodringsperioden. Det får den enten fra nogen af besætningens køer eller gennem mælkeerstatning, der er baseret på komælk. Derudover fodres kalvene efter et par uger med fast foder, så deres mavetarmsystem udvikles naturligt. En kalv er fuldt udviklet drøvtygger, når den er cirka 8 uger, men begynder i naturen allerede at nippe til græs og blade når den er 2-3 uger gammel.

Aflivning af tyrekalve
90 % af de tyrekalve, der fødes i Danmark, bliver opfostret til slagtning. De resterende 10 % er typisk af racen Jersey, og de bliver i mange tilfælde aflivet direkte efter fødslen, fordi de ikke er økonomisk attraktive som slagtekalve. Der er ingen mælkeproducenter, der i bund og grund ønsker at aflive deres kalve, og derfor arbejder Arlas landmænd med at finde alternative løsninger som fx kønssorteret sæd, krydsningskalve og ansøgning om slagtepræmie.

Der er lige så mange holdninger til kønssortering, som der er landmænd. Men økonomi og etik er de to ting, der oftest spiller ind. En insemination med kønssorteret sæd er desuden ikke helt så effektiv endnu, og det vil sige, at der ofte skal flere inseminationer til at gøre koen drægtig.

Når der bruges kønssorteret sæd ved en insemination af kvie eller en ko, kan man være 90 procent sikker på, at insemineringerne resulterer i det ønskede køn. På den måde kan landmændene i høj grad sikre sig, at de kvier og køer, de vil avle videre på, får kviekalve, mens resten får tyrekalve. Ved inseminering kan jerseykøerne, der tilhører malkekvægsracen, insemineres med sæd fra en tyr, der tilhører kødkvægsrace.

Det betyder, at koen får en krydsningskalv. Det er en fordel, fordi krydsningskalve vokser hurtigere end rene jerseykalve, og derfor kan landmanden bedre få det til at hænge sammen økonomisk at opfede dem. Udfordringerne er at finde nok slagtekalveproducenter og at få efterspørgslen på kalvekød til at vokse. Antallet af krydsningskalve er stigende. De danske landmænd, der opdrætter kvier, tyre og stude, kan søge om at få en økonomisk præmie for hvert dyr de opdrætter til slagtning. Tilskuddet gør det mere attraktivt for landmændene at opdrætte eksempelvis tyrekalve frem for at de eksporteres eller aflives. Og der ses også en stigning i antallet af kalve, der opdrættes herhjemme.