Bedre Madvaner

Børn i køkkenet - hvad kan dit barn lave i hvilken alder

Børn i køkkenet - hvad kan dit barn lave i hvilken alder

Arlas madekspert Britta Surland har sammen med en række forældre lavet en guide til, hvordan du bedst har børn i køkkenet, og hvad de forskellige aldre kan, når det kommer til madlavning og køkkentjanser

I Arla har vi et stort ønske om at få mange flere børn i køkkenet. Vi tror på alt det gode, der følger med, når vi laver mad sammen, og vi tror på, at børn og unge, der vokser op med en god madkultur fra barns ben, har bedre forudsætninger for at leve et sundt liv fyldt med masser af MADglæde.

Vi har derfor samlet en række gode råd og på baggrund af dem lavet en guide til dig. Rådene du finder i guiden er en blanding af råd, vi har indsamlet fra forældre, og råd der kommer fra vores egen Arla madekspert Britta Surland. Udover at være kok er Britta også mor til to og har bred erfaring med at undervise børn i køkkenet.

At have børn i køkkenet er en investering

”Investér når de er små, og giv så slip og lad dem stå på egne ben, når de bliver lidt større. Kun via egne erfaringer bliver man en superhelt(inde) i køkkenet”,

Britta Surland, Arlas madekspert.

Arla Fonden laver årligt en undersøgelse, hvor de giver en status på, hvordan det går med at få flere børn i køkkenet. Undersøgelserne viser tydeligt, at mange flere børn gerne vil i køkkenet, men at de sjældent får lov af deres forældre på grund af manglende tid, overskud og kompetencer. Vores ønske er derfor klart: ”Kære forældre vi har brug for jer, hvis vi skal skabe bedre madkundskaber blandt børnene”. At have børn med i køkkenet fra de er små, er en investering. Det tager helt sikkert længere tid, og det kræver både ekstra rengøring og opvask, men det betaler sig og er en investering for livet.

Hvad kan børn i et køkken, og hvordan starter du?

Guiden er delt op efter barnets alder, da det selvfølgelig vil have betydning for, hvad barnet kan i et køkken. Husk dog at alder ikke kan stå alene. Nogen børn er mere fremme i skoene end andre, nogen har været i køkkenet fra de var helt små, mens det for andre er første gang. Alderen er derfor vejledende.

Hygiejne:

Uanset hvor gammelt barnet er så lær dem, fra de er helt små, at man altid vasker hænder, før man spiser, og før man laver mad.

½ - 1 år: Gør dit barn nysgerrig på mad

Børn er nysgerrige af natur. Lad barnet spise selv så tidligt som muligt. Det styrker motorikken, øger nysgerrigheden og giver barnet større lyst til at smage på nye ting. Det kan til tider være noget griseri, men vores anbefaling er, at du laver den investering i vask og oprydning. Leg med grydeskeer, piskeris, tomme skåle, plastikkopper og låg er også en god og udviklende køkkenleg, som de fleste børn elsker.

1-3 år: "Kan selv/vil selv" - fokus på sikkerhed

Børn fra 1-3 år har en stor lyst til at deltage i madlavningen, hvilket til tider kan skabe en del stress i køkkenet. ”Kan selv/vil selv” kan virkelig komme til udtryk her. Børn fra 1-3 år kræver fuld opmærksomhed. Gør derfor madlavning til en aktivitet, når du har tid. Lav for eksempel mad sammen i weekender, ferier eller dage, hvor du har god tid og drop at lave hverdags aftensmaden sammen, som ofte skal laves i en fart, hvis det alligevel bliver en stressende og dårlig oplevelse.

Børn mellem 1-3 år kan ikke nå køkkenbordet fra en skammel, og børn på køkkenbordet kan dels være farligt på grund af fald, skarpe knive eller varme gryder, men er også en dårlig arbejdsstilling for barnet, hvis han/hun skal hjælpe til.

Flyt arbejdet ned til spisebordet, og placer barnet i en højstol. På den måde bliver det hele meget nemmere og mere sikkert. Du kan med fordel have forberedt elementer af madlavningen eller råvarer, så det er nemt at gå til. Børn i den alder mister hurtigt interessen, så sørg for, at det er nemme og hurtige opgaver, barnet kan hjælpe med.

Det kan for eksempel være:

  • Kom fyld på en pizza.
  • Skær bløde råvarer ud med en spisekniv – banan, melon, champignoner, agurk, kogte æg, pølser.
  • Rør rundt i en dej - pandekagedej eller kagedej.
  • Stik småkagedej ud.
  • Kom jordbær og kammerjunker i koldskålen eller andre simple ting, hvor der blot skal fordeles ting i skåle.
  • Pluk bær i naturen, fang krabber, hiv gulerødder op, grav kartofler op, pluk krydderurter – alt man kan samle og finde i naturen, giver et godt råvarekendskab og øger lysten til at smage.

3-7 år: Topmotiveret - udnyt motivationen og organisér

Børn i børnehavealderen har ofte en kæmpe lyst til at være med i køkkenet. De begynder at kunne en masse, men skal stadig have hjælp. To vigtige ting:

  1. Sørg for en god skridsikker skammel, så barnet får en rigtig arbejdsstilling ved køkkenbordet.
  2. Sørg for at skærebrættet ligger godt fast med en fugtig klud under.

Organisér rundt om barnet, så I får lavet en arbejdsstilling, hvor der er en skål til det, som er skåret og en bakke til opvask. Lær i øvrigt dit barn at vride en karklud og tørre bordet godt af – det bliver du glad for senere.

Barnet begynder nu også at kunne bruge skarpere knive som for eksempel mindre urteknive. Sørg for en god introduktion til, hvordan man skærer og passer på fingrene. Ovn og varme pander kan godt vente lidt, her må forældrene stadig hjælpe til.

Eksempler på opgaver som barnet kan gøre i køkkenet:

  • Slå æg ud (slå et æg ud af gangen i en skål, og brug en æggeskal til at fjerne en anden æggeskal, hvis den skulle falde i)
  • Måle og veje af (et godt sted at øve matematik)
  • Lave røræg selv.
  • Bage kage med hjælp.
  • Skære nemme grøntsager ud som for eksempel agurk, tomat, salat, peberfrugt, æble, pære og kartofler .
  • Hjælpe med at smage maden til – husk at snakke om, hvad maden smager af, og hvordan man smager til
  • Bage boller med hjælp
  • Røre fiskefars og frikadellefars
  • Pynte kager og salater
  • Lave tærte
  • Læg en lasagne sammen
  • Rive ost og gulerødder

7 - 10 år: Acceptér det uperfekte

I 7-10 års alderen begynder barnet at kunne selv. Simple opskrifter kan de selv følge. Nogle gange med lidt hjælp, men jo mere de selv får lov, jo dygtigere bliver de. Træd et skridt tilbage, og lad børnene gøre mere selv. Børn lærer mest, når de gør sig egne erfaringer og nogle gange, skal man huske at sige til sig selv ”hvad er det værste der kan ske?”. Det sjove er, at de ofte selv synes, at det er mega godt, det de har lavet - også selvom du måske synes, at det kunne være bedre. Acceptér det uperfekte som for eksempel små melklumper i pandekagedejen, for lidt salt i kødsaucen, for store stykker agurk i salaten osv. Smag er også forskellig, så vær åben over for, at I kan have forskellige meninger, og at du ikke nødvendigvis har ret. Snak i stedet om smag, og hvad I smager.

Eksempler på opgaver, som barnet kan gøre i køkkenet:

  • Følge en simpel opskrift (godt sted at øve læsning)
  • Bage pandekager (selv eller med lidt hjælp)
  • Lave en smoothie.
  • Bage en simpel kage og boller.
  • Skære de fleste grøntsager ud.
  • Lave simple retter til aftensmad som for eksempel tærte.
  • Hjælpe en voksen med aftensmaden (husk barnet skal lave det sjove)
  • Pynte kager.
  • Smøre sin egen madpakke.
  • Lave toast, pizza og æggeretter.

10 – 14 år: De kan selv - slip tøjlerne fri

Måske den sværeste tid at have børn i køkkenet. De begynder at kunne rigtig meget selv, men gider ikke altid med i køkkenet. Motivér dem til at lave mad. Legegrupper kan skiftes ud med madgrupper, hvor de laver mad sammen med vennerne i stedet. Lad dem få gode idéer på TikTok, Youtube eller andre steder, og lad dem afprøve dem i køkkenet. Stil krav til rengøring og oprydning, hvis de har bagt kage, men hjælp i højere grad med at ordne køkkenet bagefter. Tag selv de sure pligter som at skrælle kartofler, vaske op og tørre af, så barnet kan lave det sjove . Lad dem endelig lave deres livretter. Det kan også motivere.

  • Kan lave mange ting selv.
  • Finde en opskrift selv.
  • Handle ind selv – evt. via en netbutik.
  • Følge en opskrift.
  • Lave aftensmad (kødsauce, suppe, lasagne, svensk pølseret, hjemmelavet pizza, wokret, frikadeller, kartoffelsuppe mv.)
  • Lave svære kager og desserter inspireret af Den Store Bagedyst – lad dem endelig udfordre sig selv.

14 – 18 år: Byt roller og lad børnene bidrage til fællesskabet

De kan helt selv. Stil krav og lad madlavning være en naturlig del af de huslige pligter på samme måde som støvsugning, gåture med hunden eller tømning af opvaskemaskinen er. Giv eventuelt lommepenge for at lave mad til familien, hvis det passer ind i jeres lpmmepengemodel. Lad dem finde inspiration, hvor de har lyst og vær her også opmærksom på, at deres måde at lave mad på måske er anderledes end din, men ikke dårligere. Er resultatet ikke som du ønsker eller helt perfekt, så husk på at øvelse gør mester. Ros, giv anerkendelse og lad dem gøre deres egne erfaringer.

Bliv inspireret ved at gå på restaurant. Få en god oplevelse, og prøv at genskabe den hjemme. Specielle menuer, som kræver noget ekstra kan også motivere de unge mennesker. Prøv at lade dem lave noget du aldrig har smagt. Det kan være en sjov oplevelse for hele familien.

Vil du have mere inspiration til, hvordan du har børn i køkkenet, så følg os på Arlas Instagram profil. Her får du masser af tips og tricks til MADløjer og MADglæde.

<< Tilbage til oversigten