
Udseende
Fuchsia er en sjov og smuk plante, der findes i et hav af varianter. Ikke alene findes de med blomster i et utal af farver, former og variationer, men selve planten findes også i alt fra små potteplanter til tætte træer. Antallet af blomster er som regel imponerende stort, da planten danner mindst to sideskud, hver gang man fjerner et topskud. Farverne er meget klare og stærkt røde, lilla og violette – men der er dog fremavlet andre varianter.
Smag
Fuchsias smag er ikke overbevisende i sig selv - hverken i det søde eller salte køkken.
Oprindelse
Planten stammer fra Sydamerika, hvor den gror i bjergområder med meget høj varme. Den blev opdaget først i 1700-tallet og kom til Europa små 100 år senere.
På verdensplan findes der mere end 100 vilde arter, mens der findes tusindvis af fremavlede varianter.
Anvendelse
Med sit ekstravagante udseende er blomsten enestående i en salat eller som smuk dekoration på overdådige desserter og kager.
Kandiseres fuchsia kan sommerens naturlige pynt gemmes på glas.
Botanik
De er lette at holde og ses ofte plantet i krukker – eller hængende med flotte blomsterranker i udestuer.
Sæson
Enkelte varianter er så hårdføre, at de kan overvintre i en dansk have, men langt de fleste skal tages ind om vinteren. Allerede i løbet af foråret kommer de første blomster, og hvis planterne plejes godt, kan man have blomster langt ind i oktober.
Kilder
Blomstrende mad af Camilla Plum
Kilde: Karolines Køkken