Dyrevelfærd

Hvor gammel bliver en ko?

Hvor gammel bliver en ko?

Hvor gamle bliver malkekøer egentlig og er det sandt, at malkekøer bliver slagtet, når de er udslidt? Det er nogle af de spørgsmål, vi ofte hører diskuteret. Læs med her og bliv klogere på lige præcis det emne.

Kigger man på gennemsnitsalderen for en malkeko, er den i dag 4-5 år. Sammenligner man den alder med, at man hører, at en ko potentielt kan blive op til 20 år, synes 4-5 år måske af lidt. Men det er ikke en sammenligning, man kan lave én til én.

For det første skal man her sammenligne med kødkvæg og alle andre dyr, der bliver slagtet. De færreste slagtedyr når at blive så gamle, at de opnår den maksimale levealder for racen.

Derudover er det også meget sjældent, at en ko når sin maksimale alder i naturen. For selvom en ko potentielt kan blive 20 år vil mange køer i naturen ofte dø længe inden. Både fordi det er naturens måde at holde bestanddelen af køer i balance på, og ellers fordi en ko er udsat for ubehandlede sygdomme, skader, sult, tørst, vind og vejr samt rovdyr.

Hvis ikke naturen sørger for at holde bestanden i balance ville en ko i gennemsnit føde en kalv cirka hvert år fra den er 2-3 år til et stykke op i tyverne, hvilket ville gøre at antallet af køer ville stige alt for voldsomt.

En ko vil derfor i gennemsnit dø, efter at den har fået to kalve, en tyr og en kvie, hvilket stort set er det samme scenarie i landbruget.

Hvorfor slagtes malkekøer, når de er 4-5 år?

Modsat, hvad man ofte hører, bliver en malkeko ikke slagtet, når den er udslidt, men derimod lige præcis, når den har toppet. Det er derfor også meget forskelligt, hvor gammel en malkeko får lov at blive.

Der er forskel fra bedrift til bedrift og fra ko til ko. Hvis koen har det fysisk og psykisk godt, trives og producerer meget mælk, vil den ofte få lov til at blive ældre end gennemsnittet. Nogle af Arlas landmænd sætter en ære i at lade køerne blive så gamle som overhovedet muligt. Derudover kan det også vise dig at være en god investering for landmanden, da ældre køer ofte producerer mere mælk end de helt unge. For andre landmænd er det vigtigt at holde en naturlig udskiftning i stalden, så der kan blive plads til de kvier, der vokser op og kommer i brunst.