Is og anretning

Is og anretning

Is serveret som dessert til en god middag, forfriskning på en varm sommerdag eller let mellemret - uanset anledningen, så betyder anretning, servering, tilbehør og pynt meget for selve oplevelsen.

Hjemmelavet is kan man tilsætte næsten alle smagsingredienser: Det klassiske er hakket chokolade, nødder, mandler, pistacie, farvede chokoladepastiller eller krymmel. Men prøv også lakrids eller små stykker af daim/after eight chokolade og knuste kager eller makroner. Friske krydderurter fx mynte, kan fint supplere en frugtis.

Frugt

Is og frugt klær hinanden. Brug frisk, syltet, tørret eller pureret frugt - og pynt med frugtsirup eller sukkerkogt frugt. Og er isen tænkt som mellemret, er grønsager og krydderurter spændende muligheder.

Rundt og kantet

Tænk på at skabe forskellighed, når du laver en isanretning. Anretningen bør indeholde runde og kantede former, være høj og lav, lys og mørk samt blød og sprød. Er isen formet som kugler med en is-ske, kan anretningen suppleres med blød flødeskum, en sprød kage/vaffel og pyntes med lidt grønt. Prøv at fryse isen i forskellige forme af metal, brug fx små portionsforme. Isen kan også anrettes i små sprøde forme af chokolade, nøddekurve, mørdejsbunde eller bagt filodej - derved er formen det sprøde islæt i sig selv. En isanretning kan være et lille "tårn" af skiftevis is og kage eller en omvendt vaffel med is på toppen!

Tilbehør til is

Letpisket flødeskum, flødebolle og marengs/ "guf" er klassiske elementer i tilbehør til is. De grønne krydderurter, fx mynte, basilikum og citronmelisse pifter isen op - det samme gør sukkerkogte citrusskaller eller skiver af pærer. Prøv også at lave karamelslør eller mandelbrud og stik stykker af dette i isanretningen.

Anretning i glas

Anretter du i glas, kan kanten af glasset dyppes først i vand eller pasteuriseret æggehvide og derefter i sukker - på samme måde kan du lave "frostet" frugt, fx ribs med sukker på. Og anretter du kugler af is på tallerkenen, så læg iskuglen på lidt knust kage, nødder eller lignende, så bliver isen liggende.

Til børnene

Til børnene er farvet sukkerkrymmel, farvede chokoladepastiller og sukkerglasur på tube/flaske meget populært. Hakkede og ristede nødder og mandler giver sprødhed på samme måde som vafler, knuste makroner eller småkager.