Palmekål

Palmekål

Palmekål er en kålsort, der ligner grønkål. Palmekål er en krydsning mellem grønkål og savoykål. Den kaldes også for sortkål. Det er bladene, der kan spises.

Udseende

Palmekål har lange smalle og mørke, blågrønne, let krusede blade, der vokser som en roset ud fra en tyk stok. Med lidt god vilje, kan planten godt ligne toppen af en palme. Planten kan blive op til en meter høj og fylder også i bredden.

Smag

Palmekål har en lidt mildere smag end grønkål, med et strejf af bøgeblade. Ligesom grønkål smager den bedst, når bladene har fået kulde, for så er der mere sødme i smagen.

Oprindelse

Palmekål stammer fra Toscana i Italien. Der har den været dyrket siden 1800-tallet. Den er efterhånden blevet almindelig her i Danmark, og kan nemt dyrkes i køkkenhaven, hvor man kan høste af den vinteren igennem.

Anvendelse

Fjern eventuelt det nederste af bladstænglerne, hvis de er meget grove. Skær bladene i store strimler og sauter dem i olivenolie sammen med hvidløg og chili. Så har man et nemt tilbehør til middagsmaden. Palmekål kan anvendes til de samme retter som grønkål, prøv en alternativ grønlangkål med palmekål. I palmekålens hjemland, Italien, bruges den i supper og stuvninger. Palmekål er også god i wokretter og i en risotto eller bygotto.
Palmekål kan spises rå i salatblandinger, hvor den er finthakket og blandet med fx appelsinbåde og nødder og en sesamoliedressing. Palmekål kan holde sig i op til tre uger i køleskabet.

Sæson

Oktober til januar.

Næringsindhold

Læs om næringsindholdet hos Fødevareinstituttet Da der ikke findes specifikke data for palmekål, har vi valgt grønkål.

Kilder

Havenyt
Årstiderne