Arbejdet med at lave emballage, som tager hensyn til jordens ressourcer er ikke let. Det kræver dygtige specialister og masser af samarbejde at fremstille en emballage, som belaster klima og miljø så lidt som muligt. Grane Maaløe er Lead specialist i Sustainable Packaging Innovation i Arla Foods, og hans mission er lige nu en fuldstændig genanvendelig papirkop.
Grane har en papirkop i hånden. Den er grå og ganske uanseelig for det utrænede øje. Men for Grane er den kop et skridt på vejen mod en emballage, som har et minimalt aftryk på miljø og klima. Han arbejder hver dag sammen med sine kollegaer i Arla om at finde ny teknologi, der kan forbedre klima- og miljøaftrykket på Arlas emballager.
”Det nye ved koppen er, at vi slet ikke bruger plastik. Og det fede ved koppen er, at den er lavet af genanvendelige ressourcer. Man kan lave nyt papir af koppen, og skulle den havne i naturen, vil den kunne nedbrydes fuldstændig, fordi den er lavet af naturlige materialer,” fortæller Grane begejstret.
Koppen er lavet af papir, men er samtidig vandtæt uden brug af plastik, fordi den er beklædt med et cellulosefiberprodukt, som er udvundet af restmaterialer fra sukkerroeproduktion. Grane forventer, at koppen kan være i produktion i en eller andet form indenfor fire år, i første omgang som emballage til cremefraiche, yoghurt eller smør og smørbare produkter.
”Jeg har selv haft til opgave at teste koppens tæthed, og står som stolt garant for vores forbrugere. Jeg har haft adskillige kopper stående med vand i mere end 12 uger for at teste, at de holder tæt. Og det gør de,” smiler han.
Bæredygtig emballage kræver samarbejde
Grane oplever, at mange synes, det er både spændende og vigtigt, hvad Grane og hans kollegaer laver i teamet for Sustainable Packaging Innovation. Tilspurgt, hvad han selv synes, griner Grane skævt,
”jeg synes da, jeg har det vigtigste job i Arla.”
Han trækker dog hurtigt i land igen med et, ”ej, det synes jeg selvfølgelig ikke. Man kan jo ikke udvikle ny emballage alene. Jeg tror ikke, at mange forbrugere ved, hvor lang en proces, og hvor mange mennesker, der ligger bag sådan et papbæger, når de tager det ud af køleren.”
Grane kigger igen på papirkoppen, som for lige selv at forstå, hvor meget samarbejde det kræver at udvikle ny emballage: Nogen der har forstand på papir - både på produktionen og på coating af papir. Nogen der har forstand på fødevarekemi og fødevaresikkerhed. Nogen, som Grane, der har forstand på, hvordan man bruger, tester og fylder en emballage. For ikke at tale om forbrugernes inputs med deres holdninger og oplevelser.
Og lige præcis forbrugernes holdning er en vigtig ingrediens i udvikling af ny og mere genanvendelig emballage.
”Der er forståeligt nok ikke ret mange forbrugere, der er interesseret i at gå på kompromis med brugervenligheden for at får en emballage, som er mere bæredygtig. Målet er jo, at få de to ting til at gå hånd i hånd,” siger Grane.
Emballagen er Arlas visitkort
Og han er stolt over at arbejde med det, han kalder Arlas visitkort overfor forbrugeren.
”Emballagen er jo det, som forbinder os med forbrugeren. De ser den i supermarkedet, slæber den hjem i deres net, de har den stående i køleskabet og ser på den hver dag, til den er tom. Og så skal de sortere den i den rigtige affaldsspand,” forklarer Grane og fortsætter:
”Derfor betyder det meget for mig, at forbrugerne kan se, når de står med et produkt fra Arla, at vi har gjort os umage, og at han eller hun kan smide emballagen i affaldet med god samvittighed og vide, at den bliver genanvendt så meget, som det overhovedet er muligt.”
Jeg bliver dårlig, hvis affald sorteres forkert
Det er altså en mand med en beskeden mission om at ændre miljøet til det bedre papirkop for papirkop. Og privat kan han heller ikke lade tanker om genanvendelighed og emballage ligge.
”Jeg kan ikke gå i supermarkedet uden at kigge på de emballager, der står på hylderne. Og det interesserer mig selvfølgelig, hvilke forskellige løsninger andre producenter har brugt. Min kone har efterhånden vænnet sig til det. Hun sender mig bare afsted alene,” griner han.
Derhjemme går han også meget op i, hvordan affaldet sorteres, og som han selv siger, kan han blive helt dårlig, hvis han ser, nogen har smidt noget forkert i spanden.
En god dag på jobbet for Grane er, når han oplever fremdrift i projekter, og når der opstår nye muligheder, som kan løse et problem med en emballage. Og det betyder meget for ham, at Arla går forrest i arbejdet med nye og mere genanvendelige og miljørigtige emballager til deres produkter.
”Arla bliver ofte omtalt som en mejerigigant, og vi har stor indflydelse på det samfund, vi er del af. Og derfor har vi også et gigantisk ansvar for at producere med omtanke for miljø og klima. Det kan vi gøre med forskellige indsatser helt ude fra gården til forbrugeren. Min del af det er emballagen, og det er jeg stolt af,” siger han og kipper med den lille papkop.