Herbes de Provence består af flere af Sydfrankrigs vilde krydderurter som oregano, lavendel, fennikel, timian, rosmarin, anis og basilikum. Anvendes i mange franskinspirerede retter.
Bouquet garni er normalt en buket af persille, timian og laurbærblade ofte bundet sammen med en selleristilk eller et stykke porreblad. Men også andre krydderurter kan indgå i Bouquet garni fx basilikum, sar, merian, oregano, rosmarin, salvie, dild og estragon. De poser, man kan købe, indeholder som regel merian, timian, persille, salvie og laurbærblad. Pose med indhold koges med i fx en suppe eller en stuvning. Posen fjernes før servering. Karakteristisk for krydderurterne i Bouquet garni er, at de frigiver smagen under lang tilberedning.
Fines herbes består af finthakkede, tørrede krydderurter, der ikke er så skarpe i smagen som de urter, der indgår i Bouquet garni. Der kan være tale om forskellige blandinger, men den mest almindelige er: Persille, kørvel, estragon og purløg. Men også andre blandinger af fx basilikum, kørvel, merian, rosmarin og estragon kaldes for Fines herbes. Eller en blanding af salvie, sar og basilikum. Fines herbes frigiver smagen efter kort tids tilberedning.
Pizzakrydderi er en blanding af forskellige tørrede krydderurter, som anvendes til at krydre pizzaer, pastasaucer og andre italiensk inspirerede retter. Det indeholder typisk knuste, tørrede blade af oregano, basilikum og merian. Men der kan også være tilsat andre krydderier, som paprika og sort peber. Pizzamix kan også være tilsat andre ingredienser, som hvidløg, løg, chiliflager og tørret tomat. Det er nemt selv at blande et pizzakrydderi af de krydderurter, som man foretrækker smagsmæssigt. Eller man kan krydre med de enkelte krydderurter efter smag og behag.