Jordskok

Jordskok
Jordskok er en rodfrugt, som primært har sæson efterår og vinter. Jordskok tilhører kurvblomstfamilien og er beslægtet med skorzonerrod. Det er stængelknoldene, der spises. De dannes under jorden på samme måde som kartofler. Jordskok er flerårig, og den vokser kraftigt og bliver en til to meter høj i løbet af sommeren. Den ligner solsikkeplanten, som den også er i familie med.

Hvordan ser jordskokker ud?

Jordskokker har en brunlig overflade, men indeni er de kridhvide. Jordskokker er knudrede, sammenvoksede og uensartede knolde med mange små gevækster. De er derfor besværlige at rengøre. Brug en stiv børste til at fjerne jord og skær de mindste udposninger væk. Jordskokker kan spises med skræl eller skrælles med en tyndskræller, hvis man foretrækker det. Kom lidt citronsaft i vandet, så de rengjorte jordskokker ikke bliver iltede/brunlige.

Hvordan smager jordskokker?

Jordskokker har en sød og nøddeagtig smag, når de spises rå, hvor de også er knasende sprøde. De bliver bløde, når de koges eller bages i ovnen, og smagen bliver mere sødlig og jordagtig.

Hvor stammer jordskokken fra?

Jordskok er oprindelig fra Nordamerika, hvor indianerne dyrkede dem. Franskmændene bragte dem til Frankrig i begyndelsen af 1600-tallet. Og herfra blev de udbredt i Europa og anvendt både som dyrefoder og på middagsbordet. Men i løbet af 1800-tallet blev de udkonkurreret af kartoflen. De er dog igen ved at få en renæssance og bliver desuden dyrket i mange køkkenhaver, hvor de kan hentes ind nyopgravede hele vinteren, forudsat at jorden ikke er frossen.

Hvordan anvender man jordskokker i madlavningen?

Rå jordskokker i tynde skiver er sprøde og gode i salater. De bør marineres i citron eller eddike for at undgå misfarvning.

Jordskokker kan blandes med andre rodfrugter som tilbehør til middagsmaden, eller de kan serveres kogte i stedet for kartofler. De bliver lidt bløde ved varmebehandling og mister nemt sprødheden. Men skæres de i tynde skiver, vendes i olie og bages ved høj temperatur i ovnen eller frituresteges, så får man de lækreste hjemmelavede chips.

Få inspiration i vores mange opskrifter med jordskokker.

Vidste du?

Jordskokker indeholder inulin, der er en type kostfibre (kulhydrater), som virker præbiotisk i tarmsystemet. Det vil sige, at tarmbakterierne i tyktarmen nedbryder inulinen ved en gæringsproces. Derved fremmes en sund tarmflora. Ulempen er, at det godt kan øge mængden af tarmluft.

Sæson

September - april. Jordskokker kan holde sig i to til tre måneder i køleskabet. Normalt vil man ikke fryse dem, men de kan købes frosne i grøntblandinger.

Næringsindhold

Læs mere om næringsindholdet i jordskokken hos Fødevareinstituttet.

Kilder