Mad til mange

Mad til mange

Gode råd om at lave mad til mange

Ved sammensætning af menu, tænk da over anledning, årstid og farvesammensætning, når du finder opskrifter frem. Hvis du planlægger en buffet, så begræns antallet af opskrifter, heller færre, men gode udvalgte. Overvej om der skal være lidt snack til velkomst.

Forberedes i god tid

Overvej at vælge opskrifter der lader sig forberede og/eller fryse i god tid. Og vælg opskrifter der fordeler sig på henholdsvis kogeplader og ovn, det letter tilberedningen. Måske skal der også være et par børnevenlige retter, eller retter der tager højde for diæter.

Om at gange opskrifter op

Når man dobler opskrifter op, skal mængden af krydderier, salt og peber ikke fordobles. Hold noget tilbage og smag retten til.

Forbered og læg i køleskab

De fleste grønsager kan du rense eller skrælle dagen før og opbevare i køleskabet i plasticposer egnet til madvarer. Det gælder også salat.

Skræl dagen før

Kartofler kan du skrælle dagen i forvejen. Læg de hele kartofler i en skål, dæk med vand tilsat lidt citronsaft og stil kartoflerne køligt. Hvis kartoflerne skal skæres ud, skal det først gøres, lige før de skal anvendes.

Beregn tid til optøning

Store frosne stege o.l. er lang tid om at tø op. Beregn ca. 1 døgn pr. kg kød til optøning i køleskabet.

Brug stegetermometer

Stege er nemmere at stege med et stegetermometer end på tid. En steg kan sagtens hvile en times tid og holde sig varm, hvis den er pakket godt ind. Se også links herunder.

Pil kartofler dagen før

Pillede kartofler, der skal serveres varme, kan du koge og pille dagen før. Opbevar de pillede kartofler i køleskab, under et viskestykke. Lun kartoflerne i letsaltet vand.

Bring vandet i kog

Store portioner af kartofler og grønsager er lang tid om at komme i kog - kom dem i kogende vand.

Max 5° i køleskabet

Køleskabet bliver ofte åbnet ved forberedelserne til en fest - og det skal rumme mange ting. Sørg for at temperaturen ikke overstiger 5°.

Afkøl maden hurtigt

Afkøl hurtigst muligt den tilberedte mad, inden du stiller den i køleskabet. Del fx maden i mindre portioner og afkøl dem i koldt vand med isterninger. Stil den afkølede mad i køleskabet. Lej evt. et køleskab ekstra.

Kassér madrester

Kassér madrester, der har stået på bordet/buffeten i et lunt lokale.