Zittauerløg

Zittauerløg

Zittauerløg kaldes ofte bare løg eller gule løg. Står der løg i en opskrift, menes der zittauerløg. Det er det mest almindelige løg i madlavningen. Zittauerløg tilhører liljefamilien, herunder gruppen kepaløg, som også omfatter rødløg og salatløg.

Udseende

Zittauerløg er kuglerunde og har en brun, tør skræl yderst. Indeni har løget en lys gullighvid farve.

Smag

Zittauerløg har en stærk gennemtrængende smag i rå tilstand. Ved opvarmningen nedbrydes svovlcellerne, og den skarpe smag erstattes af en sødlig umamismag.

Oprindelse

Zittauerløg menes at stamme fra Centralasien. De har været dyrket i Kina for over 3000 år siden. I dag dyrkes der løg i stort set hele verden. Løg er nemme at dyrke i køkkenhaven. Man putter såkaldte stikløg (sætteløg) i jorden om foråret, og ca. tre måneder senere kan man høste store zittauerløg.

Anvendelse

Den brune skræl fjernes og top og bund skæres af. Det er bedst at snitte løget med en skarp kniv, hvad enten det skal skæres i skiver eller tern.

Karolines Køkkenskole

Rå zittauerløg kan være dominerende i en ret, og rå løgringe bruges som pynt på smørrebrød, fx en sildemad. Zittauerløg kan bruges som basis i enhver grøntsagssuppe, hvor de svitses og koges sammen med grønsagerne. Eller i en plantefars fuld af smag. Zittauerløg bruges i sammenkogte retter, wokretter og ovnretter. Andre klassiske opskrifter er bløde løg til fx en hakkebøf eller biksemad Man kan selv nemt og hurtigt lave friterede løg.
Zittauerløg skal opbevares tørt og køligt, og holdbarheden er ca. tre måneder.

Sæson

Juni - september.

Næringsindhold

Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet.

Løg og tårer

Løg indeholder nogle enzymer, som frigives, når man skærer i løget. Enzymerne reagerer med svovlholdige aminosyrer, der også findes i løget. Sammen danner de en luftart, som irriterer hornhinden i øjnene. Tårekanalerne forsøger at danne en væske for at fjerne irritationen. Derfor begynder man at græde. Vil du undgå at øjnene løber i vand så brug fx et par ski- eller dykkerbriller, som sidder helt tæt.

Kilder

Havenyt

Årstiderne