Jordskok

Jordskok

Jordskok er en af efterårets skjulte skatte – en rustik rodfrugt med en delikat, nøddeagtig smag og cremet konsistens. Den vokser som knolde under jorden, lidt som kartofler, men tilhører faktisk solsikkefamilien. I haven skyder den op til to meter i vejret med høje stængler og gule blomster, mens den under jorden gemmer på smagfulde knolde, der især er populære i vinterkøkkenet. Jordskokker dyrkes bredt i Danmark og er både hårdføre, flerårige og fyldt med gode egenskaber.

Indhold

Hvad er jordskok?

Jordskokken er en rodfrugt, som botanisk set tilhører solsikkefamilien. Den er hverken beslægtet med kartofler eller artiskokker - selvom navnet kunne antyde det... Jordskokken har en ujævn, brunlig skal og et lyst, sprødt indre. Jordskokker har en sød og nøddeagtig smag, når de spises rå, hvor de også er knasende sprøde. De bliver bløde, når de koges eller bages i ovnen, og smagen bliver mere sødlig og jordagtig.

Jordskokkens oprindelse

Planten stammer oprindeligt fra Nordamerika, hvor indianerne dyrkede jordskokker. Planten og dermed jordskokkerne kom til Europa i 1600-tallet og har siden været en del af det nordiske køkken – særligt på grund af sin hårdførhed og lange holdbarhed.

Smag og tekstur

Smagen er mild, nøddeagtig og let sødlig. Konsistensen er sprød i rå form og bliver blød og cremet ved tilberedning. Den egner sig derfor både til at blive brugt rå fx i salater, men også kogt i puréer, og supper.

Hvornår er jordskok i sæson?

Jordskokker høstes fra efteråret og helt hen i det tidlige forår. Sæsonen i Danmark strækker sig fra oktober til marts – og de er ofte bedst efter den første frost, hvor smagen bliver sødere.

Du finder jordskokker i de fleste supermarkeder, grønthandlere og på torvemarkeder i sæsonen. De sælges både løst og i poser som kartofler. Økologiske jordskokker er også let tilgængelige.

Tilberedning af jordskok

Rengøring og skrælning

Jordskokker er knudrede, sammenvoksede og uensartede knolde med mange små gevækster. De er derfor besværlige at rengøre. Brug en stiv børste til at fjerne jord og skær de mindste udposninger væk. Jordskokker kan spises med skræl eller skrælles med en tyndskræller, hvis man foretrækker det. Kom lidt citronsaft i vandet, så de rengjorte jordskokker ikke bliver iltede/brunlige.

Kogning, stegning, bagning

  • Kogning: Skær jordskokkerne i skiver og kog dem i saltet vand i ca. 10–15 min – god base til mos og suppe.
  • Stegning: Skær jordsjokkerne i tynde skiver eller tern og steg dem sprøde i smør eller olie – gerne med timian eller rosmarin.
  • Bagning: Skær jordskokkerne i halve eller kvarte og bag dem i ovnen med olie og krydderurter – ideelle som tilbehør til kød- eller vegetarretter.

Opskrifter med jordskok

Rå jordskokker i tynde skiver er sprøde og lækre i salater. De kan marineres i citron eller eddike for at undgå misfarvning.

Jordskokker kan blandes med andre rodfrugter som tilbehør til middagsmaden, eller de kan serveres kogte i stedet for kartofler. De bliver lidt bløde ved varmebehandling og mister nemt sprødheden. Men skæres de i tynde skiver, vendes i olie og bages ved høj temperatur i ovnen eller frituresteges, så får man de lækreste hjemmelavede chips.

Jordskokker er også en skøn ingrediens i grøntsagssuppe, puréer og saucer, hvor de bliver blendet efter kogning.

Få mere inspiration i vores mange opskrifter med jordskokker.

Opbevaring af jordskok

  • Opbevar jordskokker i en papirpose eller perforeret plastpose i køleskabets grøntsagsskuffe. De holder sig friske i op til 1–2 uger, men tørrer hurtigt ud, hvis de ikke opbevares korrekt.
  • Kan man fryse jordskok? Jordskokker egner sig ikke til frysning i rå form, da de bliver svampede. Du kan dog fryse dem som puré eller i færdigtilberedte retter som suppe.

Tips og tricks til jordskok

  • Undgå misfarvning: Læg jordskokker i koldt vand med lidt citronsaft efter skrælning – det forhindrer, at de bliver mørke.
  • Få det bedste ud af jordskokkens smag: Kombinér med citron, fløde, muskatnød eller urter som timian og salvie.
  • Brug jordskokker sammen med andre rodfrugter for at skabe dybde i smagen.

Vidste du...

Jordskokker indeholder inulin, der er en type kostfibre (kulhydrater), som virker præbiotisk i tarmsystemet. Det vil sige, at tarmbakterierne i tyktarmen nedbryder inulinen ved en gæringsproces. Derved fremmes en sund tarmflora. Ulempen er, at det godt kan øge mængden af tarmluft.

Næringsindhold

Læs mere om næringsindholdet i jordskokken hos Fødevareinstituttet.

Kilder

Havenyt

Sæson.dk