Honning

Honning er et af de mest fantastiske naturprodukter, der findes. I Danmark findes der ca. 6.000.000.000 honningbier, der summer rundt i blomsterne og suger nektar, som bliver til honning. De småbitte dyr laver mange forskellige slags blomsterhonning, som ikke på nogen måde kan eftergøres industrielt, så det er et ægte naturprodukt. Honningen smager oven i købet af blomster, og der findes mange forskellige: Lynghonning, rapshonning, akaciehonning, lavendelhonning osv. De fleste danske honninger er blandinger af mange forskellige slags blomster: Hvidkløver, raps, brombær, pæretræer, kaprifolier osv. Mere romantisk kan det næsten ikke blive.

Udseende

I udlandet har man en tradition for flydende honning, mens vi i Danmark helst vil have den fast. Honning er altid flydende fra begyndelsen, men den bliver fastere ved at stå.

I Danmark omrører vi honningen i nogle dage for at opløse klumper, inden den hældes på glas. Det er sukkerarterne, der krystalliserer og gør honningen fast.

Farven kommer af sukkerarternes sammensætning, ligesom nyslynget honning er lysere i farven end fast honning, der har stået.

Smag

Rapshonning er fast og ret neutral i smagen, fordi sukkerstofferne fra raps mest består af druesukker.

Lynghonning er fx mørkere, mere flydende og mere aromatisk, fordi den mest består af frugtsukker og rørsukker.

Oprindelse

Honning har mennesket avlet i hvert fald siden de gamle ægyptere. I stenalderen lavede man mjød af den, og i middelalderen var det fx munkene, der havde honningproduktion på klostrene. Det er nøjagtig det samme produkt, vi spiser i dag. Dansk honning laves af biavlere, som typisk har bierne som en con amore-produktion sammen med dyrehold, dyrkning af frugt osv. Altså et rigtigt bi-produkt. Dansk honning er særligt fint. Dels fordi den er lokal. Man vil næsten altid kunne finde en lokal biavler, hvis honning smager af de blomster og afgrøder, der er lige præcis på din egn. Hvis du bor ved hedeområder, er det lynghonning osv. Dels fordi de fleste danske biavlere er medlemmer af Danmarks Biavlerforening, der tager stikprøver på kvalitet, pollenart samt at honningen aldrig har været opvarmet og ikke er tilsat unødvendige farvestoffer eller fyldstoffer. Opvarmning kan forringe smagen. Det fjerner de flygtige blomsteraromaer.

Dansk honning bærer navnet på avleren på etiketten, så du kan vide, at det er Henning Larsen henne om hjørnet, der har lavet honningen. Det værdsætter danske forbrugere i dag.

Som forbrugere bør vi støtte de ca. 400 danske honningproducenter. Deres bier sørger jo for, at planter og afgrøder bliver bestøvet, og at vi kan købe danske æbler og pærer.

Danmarks Biavlerforenings hjemmeside: Dansk Biavl

Anvendelse

Sådan laves honning:

Nektar er blomsternes lokkemad for at få bierne til at bestøve planterne. Bierne suger nektaren, som omformes til honning i biernes honningmave. Bierne tømmer den ud i de små celler i tavlerne hjemme i bistaden. Nektaren dækkes med voks, og mens den står i tavlerne, bliver den mere koncentreret. Biavlerne høster nogle gange om året, når der er fyldt tilstrækkeligt op i tavlerne. Først skrælles bivoksen af, så slynges honningen ud i store centrifuger. Dernæst sies honningen, der stadig er flydende og gennemsigtig. Til sidst røres den om flere gange for at opløse sukkerkrystaller, så honningen bliver jævn, glat og smørbar. Og så fyldes den på glas. Honningen er altså ikke opvarmet, behandlet eller tilsat noget, og dermed et ægte, naturligt produkt. Lynghonning og lindehonning – typer af honning

Honning kan bruges som erstatning for sukker i de fleste bageopskrifter og desserter. Den er sundere på grund af indholdet af mineraler og vitaminer og noget vand. En lille smule honning i marinader til grillet og stegt kød giver smag og en smuk, brun farve (det branker dog lettere).

Botanik

I Danmark laves honning af de planter, vi har i Danmark, oftest en blanding, da man jo ikke kan kontrollere biernes færden. Men hvis der findes tilstrækkeligt store områder med en bestemt afgrøde, ved man, at det fx er lynghonning.

Danske honninger:

Rapshonning: Lys og ganske neutral i smagen, forårshonning

Lindehonning: Lys, mild, men mere aromatisk

Kløverhonning: Lys, mild, blid smag

Lynghonning: Mørk, krydret, aromatisk

Sensommerhonning: Mørk, fast

Gode udenlandske honninger:

Akaciehonnig: Altid flydende. Er fra forskellige lande - typisk uden for Europa

Græsk honning: Mørk og flydende, der ofte sælges med et stykke af tavlen med – mest for sjov

Fransk lavendelhonning (eller andre franske blomsterhonninger): Meget krydret og nærmest stærk. God til at servere sammen med fx kraftige dessertoste.

Der findes mange andre slags honning. De nævnte er kun de almindeligste.

Næringsindhold

Honning indeholder 10-18% vand, mineraler og vitaminer og er derfor sundere end almindelig sukker.

Tips og Tricks

Hvis honningen er krystalliseret i glasset, kan man opvarme den ganske forsigtigt, fx i mikroovn ved laveste trin, evt. røre den med håndkraft. Så opløses krystallerne.

Kilder

Karolines Køkken