Hvad er hvid pizza?

Pizza er for de fleste kendetegnet ved en lækker bund med tomatsauce, fyld og ost på toppen. Men faktisk findes der et alternativ, hvor du helt udelader tomatsaucen. Nemlig hvid pizza, som du kan blive klogere på her.

Når man taler om pizza, tænker de fleste nok på en pizzabund med tomatsauce og forskelligt slags fyld på toppen. Men et velsmagende alternativ til den klassiske pizza er ’pizza bianco’. Nærmere bestemt, hvid pizza. Den kaldes hvid pizza, fordi den i stedet for rød tomatsauce har hvid ost smurt på pizzadejen.

Hvilken ost?

Du kan bruge en lang række oste som bund, når du skal lave hvid pizza. De mest klassiske oste, der bruges til hvid pizza, er ricottaost og mascarpone, men du kan også sagtens bruge både cremefraiche, hytteost og andre former for flødeost.

Du kan læse mere om gode oste til pizzaen lige her.

Fyld på din hvide pizza

Egentlig er det kun fantasien og dine smagsløg, der sætter grænser, når du bager en hvid pizza. Så prøv dig frem, til du finder din absolutte yndlingssammensætning.

Hvis du alligevel er helt tom for ideer, så går man aldrig galt i byen med den mest kendte, hvide pizza. Den består af mascarpone, kartoffel, rosmarin og eventuelt mozzarella. Denne version kan med fordel piftes op med hvidløg – og bacon, hvis du har brug for lidt kød og røget smag.

Læs også: Hvordan bliver pizzabunden sprød?