Stenbidderrogn

Stenbiderrogn kaldes også dansk kaviar. Rogn fra stenbideren (og laks) er populære alternativer til de noget dyrere størrogn, der bruges til ægte kaviar.

Udseende

Den bedste stenbiderrogn er letsaltet naturel og ikke nødvendigvis tilsat rød eller sort farve. Når man køber rød eller sort, dansk kaviar på glas, er det farvet stenbiderrogn. Den naturlige farve er blegrød.

Anvendelse

Frisk stenbiderrogn købes i hinder. Man fjerner hinderne således: Fjern de største hinder og læg resten af rognen i en stor skål, iskoldt vand. Pisk kraftigt med et metalpiskeris, til hinderne slipper og sætter sig på piskeriset. Hæld rognen i en sigte og lad den dryppe af. Vend den med salt og lad den trække koldt et par timer. Serveres kold. Man beregner normalt 250 g frisk stenbiderrogn samt 1 tsk groft salt til fire personer som forret. Stenbiderrogn kan fryses. Den må ikke varmes op, så bliver æggene hårde.

Rognen serveres traditionelt med ristet brød eller blinis, hakket rødløg og 38% cremefraiche. Pynt med purløg eller kørvel. Det er efterhånden også blevet en klassiker at servere iskold stenbiderrogn med lune aspargeskartofler og cremefraiche som for- eller frokostret. Den kan lægges som dekorativt fyld midt i en fiskepostej eller serveres i en omelet eller som pynt på en tærte med laks eller porrer. Prøv også at røre stenbiderrogn med fromage frais og kværnet peber og servere denne creme i en kold avocadosuppe eller varm broccoli- eller ærtesuppe.

Kilder

Karolines Køkken