Hvorfor homogeniserer man mælk?

Hvorfor homogeniserer man mælk?

Mælkefedt stiger op til overfladen, hvis mælken er uhomogeniseret. Homogenisering er en proces, der findeler fedtet, så det ikke lægger sig på toppen af mælken.

Indhold

Homogenisering er en proces, der forhindrer fedtet i mælk i at klumpe sammen på overfladen på mælken. Homogenisering foregår ved, at man sender mælken igennem nogle meget små kanaler/dyser ved et højt tryk. Dermed findeles fedtkuglerne i mælken, og mælken bliver mere ensartet (homogen) i konsistensen.

Både sød-, let-, kærne- og minimælk bliver homogeniseret. Det betyder, at du ikke behøver at ryste mælken, før du drikker den. Samtidig forlænges holdbarheden en lille smule. I skummetmælk er fedtkuglerne så små, at homogenisering er overflødig, så al skummetmælk er uhomogeniseret, uanset om det er konventionelt produceret eller økologisk.

Homogenisering gør i øvrigt mælken lidt hvidere, da det højere antal fedtkugler giver en anden lysbrydning.

Arla har tidligere i en periode haft en uhomogeniseret minimælk i sortimentet. Den udgik dog på grund af for lavt salg, da forbrugerne foretrak den homogeniserede variant. Derfor laver Arla i dag kun homogeniseret økologisk minimælk, men en række andre mejerier i Danmark laver uhomogeniseret økologisk minimælk, hvis man foretrækker det.

Arlas økologiske let- og sødmælk er uhomogeniseret, men det er nemt selv at ”homogenisere” mælken ved at ryste den grundigt før brug.

Homogeniseret mælk er ikke farligt

Hos Arla hører vi af og til en myte om, at homogeniseret mælk skulle være farligt at drikke, fordi fedtkuglerne efter sigende skulle blive så små, at de kan trænge gennem blodbanerne og give åreforkalkning. Der er intet videnskabeligt bevis for myten, og heller ingen grund til at tro, at homogeniseret mælk er mere sundt eller usundt end uhomogeniseret mælk.