Skummetmælk

Skummetmælk er den magreste mælk med 0,1% fedt. Smagen er meget neutral og fri for enhver smag af fløde.

Anvendelse

Mælken indsamles i store tankbiler hos landmanden og køres direkte til mejeriet, hvor der tages forskellige prøver af den. Mælken pumpes over i mejeriets tanke, når den er godkendt den med hensyn til smag. Fra tanken pumpes den til centrifugen, hvor den centrifugeres og hermed renses og deles i fløde og skummetmælk. Mælken blandes igen (fagudtryk = standardiseres), så den får en fedtprocent på 0,1%.

Inden mælken tappes på kartoner skal den varmebehandles, eller som det også hedder pasteuriseres. Mælk er altid pasteuriseret for at sikre, at den er fri for bakterier. Pasteuriseringen foregår i et pladeapparat, hvor mælken varmes op til den ønskede temperatur i den ønskede tid, hvorefter den køles ned til 4-6º og tappes på kartoner, der stemples med tappedato, holdbarhedsdato og mejeri. Mælkekartonerne stables i mælkekasser, som igen stables på rullepaller - alt foregår automatisk. De fyldte rullepaller opbevares på kølelager ved 4-6º, indtil de senere på døgnet bliver hentet af distributionsbiler, der sørger for, at der er frisk mælk i forretningerne næste morgen.

Holdbarhed

Bør opbevares ved højest 5º og aldrig sammen med råvarer, der er stærkt lugtende.

Holdbar i 2-3 dage efter åbning. Mælk kan fryses i emballagen i ca. 4 måneder ved minus 18º. Vær opmærksom på, at mælk, der har været frosset, ikke smager som frisk mælk og derfor er bedst egnet til madlavning.

Kilder

  • Karolines Køkken