Forårsrulledej

Forårsrulledej
Forårsrulledej består af mel, vand og salt - og er egentlig ikke svært at lave, men det kræver lidt håndelag og øvelse. Dej til forårsruller kan købes færdig på frost, hvis du ikke har tid og lyst til at lave dejen selv.

Hjemmelavet forårsrulledej - ca. 12 stykker dej:

4 dl hvedemel

4 dl vand

½ tsk fint salt

Lidt olie til panden

Bland mel, vand og salt, og pisk godt, til der ikke er klumper i. Kan du ikke piske de sidste klumper ud, så hæld den tynde dej gennem en si.

Varm en god teflon/sliplet pande op til jævn/middel varme smør en anelse olie ud herpo. Brug et stykke køkkenrulle.

Kom ca. ½ dl dej på panden - den skal fordeles virkelig godt. Brug enten en bagepensel eller en bagespatel alt efter, hvad du har det bedst med. Det vigtigste er at dejen hurtigt bliver jævnt fordelt i et MEGET tyndt lag.

Dejen bliver hurtig bagt - du kan se at den bliver nærmest gennemsigtig, når den er færdig. Er der huller i dejen så "lap" dem med penslen. Ven dejen og bag den ganske kort tid på den anden side. Læg til side og bag den næste. Læg ikke "pandekagerne" direkte ovenpå hinanden - de vil nemt klistre sammen. Du kan med fordel lægge bagepapir imellem.

Kan man fryse forårsrulledej?

Ja, når du har dejen er bagt, kan den fryses ned. Du kan tage det antal op du skal bruge, de kan nemt adskilles, når der er bagepapir imellem. Et god tip er at bruge dobbelt lag bagepapir, så bliver det endnu nemmere. Bagepapiret kan bruges igen.

Hvor kan man købe færdig dej til forårsruller?

Du kan købe færdiglavet dej til forårsruller i asiatiske specialbutikker, - og også i nogle af de store supermarkedskæder.

Kan man bruge filodej?

Ja, det kan man godt - men der skal lægges flere lag sammen. Se hvordan du kan bruge filodej her.

Hvordan folder man forårsruller?

Læg fyldet lidt under midten på dejen. Fold bunden op over fyldet, og stram det lidt til. Fold dernæst begge siderne indover, og rul forårsrullen sammen om fyldet. Pensl gerne lidt sammenpisket æg på kanten, så lukningen bliver "limet" sammen.