
Kransekage er en klassisk dansk festkage, som typisk serveres nytårsaften eller ved særlige anledninger som bryllupper og konfirmationer. Kagen består primært af marcipan, sukker og æggehvider, og den er kendt for sin karakteristiske ringform og sprøde ydre med et blødt indre. Kransekage egner sig særlig godt til at blive frosset – og det er derfor en kage, som kan forberedes i god tid.
Hvordan laver man kransekagemasse?
Kransekagemasse består af tre ingredienser: marcipan (min. 60% mandler), sukker og æggehvide, som æltes sammen. Den færdige kransekagemasse har godt af at komme på køl et døgn, hvis den skal formes til ringe. Massen sprøjtes eller formes ud til kransekagestykker eller kransekageringe. Og kagerne bages gyldne i ovnen.
Kransekager er ofte pyntet med knækglasur, også kaldet sprøjteglasur, som er flormelis rørt med æggehvide og evt. en anelse eddike. Glasuren skal piskes blank og sej – og gerne med en elpisker. Glasuren holder formen flot, og den er derfor velegnet til at pynte kransekage med.
Er sukker eller flormelis bedst til kransekage?
Til kransekage kan du bruge både sukker og/eller flormelis. Flormelis foretrækkes af nogle, da det kan give en lidt finere og mere jævn struktur i dejen. I vores klassiske opskrift på kransekage æltes almindeligt sukker ind i dejen, og så bruger vi flormelis til udrulning og i glasuren.
Kan man lave kransekage dagen før?
Ja, du kan sagtens lave kransekage dagen før servering – og det anbefales faktisk ofte. Kransekagen har godt af at hvile, da det gør den mere saftig og smagfuld. Efter bagning bør den opbevares tildækket ved stuetemperatur eller i en lufttæt beholder. Hvis du vil forberede kagen i endnu bedre tid, kan du fryse kransekagen ned og blot tø den op nogle timer før servering. Kransekage har godt af at blive frosset ned, da det tilfører kagen ekstra fugtighed. Lad kransekagen tø op ca. en time, inden den kan pyntes med glasur.
Variation
Den klassiske kransekage kan twistes med forskellige former for smage og fyld. Du kan ælte lakridspulver, solbær/hindbær/blåbærpulver, frysetørret hindbær/havtorn, hakkede nødder eller mandler, chokoladestykker, marmelade, frugtsaft, likør, kaffe, kokos eller skal fra citrusfrugter i din kransekagemasse. Eller du kan fylde kransekagestykker eller -stænger med fx nougat, marmelade eller pistaciemasse.
Kransekage er en klassiker på nytårsmenuen i mange hjem. Find mere inspiration til nytårsmenuen her.
Lyst til at give den klassiske kransekage et moderne twist? Så server denne nytårskage med champagnemousse og kransekagebund.