Dyrevelfærdsmærket på mælk

Hvis du ser det grønne dyrevelfærdsmærke på et produkt fra Arla, betyder det, at det er produceret med ekstra fokus på dyrevelfærd. Dyrevelfærdsmærket med de grønne hjerter er et officielt mærke fra Fødevarestyrelsen og gør det nemmere at vælge mælkeprodukter med mere dyrevelfærd.

Dyrevelfærdsmærket, et logo med ét, to eller tre hjerter, kan nu også ses på mælken. Mærket har i flere år været at finde på gris og kylling, men fra begyndelsen af 2020 bliver det statskontrollerede mærke for dyrevelfærd også sat på mejeriprodukter og oksekød. De grønne hjerter viser, at varen er produceret med særligt fokus på dyrevelfærd.

Vi er meget glade for, at dyrevelfærdsmærket nu også findes på mejerivarer. Det gør det nemmere for os at fortælle om vores arbejde med dyrevelfærd, fordi mærket er kendt i forvejen og har en høj troværdighed i og med det er statskontrolleret. Dermed kan vi skilte med de forbedringer, som vi laver for de godt 500.000 køer, som Arlas landmænd har i Danmark.

Der er to grundlæggende præmisser for at leve op til mærkningen.

  1. Ingen køer må stå bundet i staldene, medmindre det sker i forbindelse med sygdomsundersøgelse.
  2. Unødig aflivning af kalve forbydes. Det vil sige, at kalve ikke må aflives, medmindre det sker af hensyn til sygdoms- eller dyrevelfærdsproblemer.

Et, to eller tre hjerter

Den nye dyrevelfærdsmærkning giver ét, to eller tre grønne hjerter afhængigt af, hvor meget dyrevelfærd, der er lagt oven i de eksisterende regler. Ét hjerte kræver for eksempel, at køerne kan gå frit rundt, der er forbud mod aflivning af tyrekalve og krav om, at kalve bliver fodret med mælk i mindst 8 uger fra fødslen. To hjerter kræver desuden, at køerne har adgang til udeareal i sommerperioden, mens tre hjerter kræver mere plads pr. ko og minimum 24 timers samvær mellem ko og kalv inden adskillelse.

Se alle kriterierne for ét, to og tre hjerter hos Fødevarestyrelsen

Arla ØKO først med dyrevelfærdsmærket

Indtil videre kan dyrevelfærdsmærket med to hjerter ses på:

  1. Arla ØKO mælk fra uge 5
  2. Arla ØKO Yoghurt 1 Liter fra uge 5
  3. Arla ØKO Skyr spand 1kg fra uge 18
  4. Arla ØKO Skyr 500g fra uge 20
  5. Karolines Køkken Økologisk Fløde og Cremefraiche fra uge 15
  6. Klovborg ØKO og Riberhus ØKO fra november 2020
  7. Arla ØKO smør fra november 2020
  8. Arla 24 mælk fra uge 16

Mange af vores landmænd, der producerer mælk til andre oste, yoghurter og smør lever op til kriterierne allerede i dag, men det har dog ikke været muligt, rent logistisk, at få mærket yoghurt, ost og smør her i mærkningsordningens indledende fase.

Får malkekøer et bedre liv?

Alle Arlas landmænd skal leve op til kvalitetsprogrammet Arlagården, som man kan læse om her og rigtig mange af vores landmænd opfylder i forvejen kriterierne til mindst ét hjerte i hjerteordningen.

I dag går omkring 95 procent af Arlas malkekøer frit rundt i staldene. Det er lidt forskelligt, hvor meget plads køerne har. I forhold til Hjertemærket, så gælder det, at for at få to hjerter, skal totalarealet for det område, hvor køerne opholder sig i stalden mellem malkningerne, mindst være 6 m2 per ko. For at kunne få tre hjerter gælder det desuden, at totalarealet for det område, hvor køerne opholder sig i stalden mellem malkningerne, skal være mindst 6,6 m2 for små racer og 8 m² for store racer. Dog kan 2,0 m² af arealet udgøres af udeareal, der er til rådighed til motion.

Allerede i dag aflives der færre tyrekalve hos Arlas landmænd end for år tilbage. Nu opfostres flere end 90% af alle fødte tyrekalve og ender deres dage som kalvekød eller oksekød.

Man kan læse lidt mere om, hvordan vi og vores landmænd arbejder med dyrevelfærd her

Langt de fleste malkekøer i Danmark har det allerede rigtig godt. Men vi forventer, at Dyrevelfærdsmærket giver medvind til produkter med endnu mere dyrevelfærd. Vores håb er, at forbrugerne bliver mere opmærksomme muligheden for at vælge mælk fra køer med ekstra dyrevelfærd, og at produkter med Hjertemærket derfor bliver en markant del af mælkesalget.

<< Tilbage til oversigten