Citron

Citron
Citroner er ovale frugter af citrusfamilien med tyk, gul skal og saftigt, meget syrligt frugtkød (pga. citronsyre). Både saft, frugtkød og skallen anvendes. I skallen findes aromatiske olier.

Oprindelse

Citrontræet stammer fra Indien og Kina, men i dag importerer vi citroner fra Sydeuropa. Citroner har været anvendt i dansk madlavning siden begyndelsen af 1800-tallet. Midt i 1700-tallet havde en engelsk læge påvist, at man ved at spise citroner kunne kurere og forebygge skørbug.

Anvendelse

Citronsaft anvendes til meget, lige fra pletrensning, alternativt lægemiddel mod forkølelse til drinks, kager og desserter – fx den traditionelle danske dessert citronfromage. Citroner indeholder meget C-vitamin (deraf tanken om virkningen mod forkølelse).

Friskhed

Citroner kan holde sig længe i køleskabet. Sprøjtede citroner (behandlet med thiabendazol) har længere holdbarhed, mindst en måned i køleskab.

Forbehold

Vælg usprøjtede citroner, hvis man skal bruge skallen til bagning eller drinks. Disse holder sig 8-10 dage i køleskabet. Skræl eller riv tyndt og undgå den hvide hinde, der er bitter.

Tips og Tricks

Der fås citronsaft i plastflasker, men da citroner ikke er dyre at købe eller vanskelige at opbevare, er der ingen grund til ikke at købe friske citroner.

Kilder

  • Komma's frugtleksikon: Frugt
  • Politikkens: Nytteplanter i farver
  • Karolines Køkken