Hyldebær

Hyldebær er bærrene fra hyld, som er en busk, der kan blive op til 8 meter høj. Den bærer smukke hvide blomsterskærme, som senere bliver afløst af de sorte bær. Både de modne, sorte hyldebær og blomsterne kan spises.

Udseende

Hyldebær er en stenfrugt, da et bær indeholder tre små sten.

Oprindelse

Man ved ikke, hvornår hyld kom til Danmark, men den har været her i flere tusinde år før Kristi fødsel. I dag findes hyld i hele Europa, Lilleasien og Sibirien.

Der er forskellige teorier om, hvad navnet hyld betyder. Det kan komme af ordet huld, som betyder trofast og god, eller det kan komme af ordet hul, fordi ældre hyldegrene er hule, da de har mistet marven. Endelig tror nogen, at navnet kommer af ordet hylde i betydningen at skjule, for i gamle dage mente man, at mærkelige væsner skjulte sig i hyldebusken.

En variant af almindelig hyld er fligetbladet hyld, også kaldet persillehyld. Dens blade er opslidsede og ligner bregner. Den er ikke nær så frodig som almindelig hyld.

Anvendelse

Af hyldeblomster kan der fremstilles hyldeblomstsaft. Hyldeblomstsaft kan købes som koncentreret saft, der skal fortyndes med vand til saftevand. Udover at drikke som saftevand kan hyldeblomstsaft bruges til at lave en marinering til frugter og i koldskål og desserter. Eller prøv at fryse saften ned som isterninger til en aperitif med hvidvin eller vermouth.

Hyldeblomstskærme kan dyppes i en beignetdej og frituresteges. Tørrede hyldeblomster kan bruges til te.

Af de modne hyldebær kan man lave hyldebærsaft ved at koge de afribbede bær i vand. Saften sies og koges med sukker. Hyldebærsaft kan anvendes til en toddy eller til hyldebærsuppe. Det giver nogle smukke blåviolette læber.

Botanik

Hyld gror overalt i den danske natur - i skov, parker, læhegn og private haver. Fuglene er vilde med bærrene, og når de har spist dem og taber en fugleklat, kan det blive til et nyt træ, da frøene i bærrene nemt spirer og slår rod.

Bladene er uligefinnede. Det vil sige, at et blad består af en stilk, hvorpå der sidder 3-5 små, lancetformede blade over for hinanden på hver sin side af stilken. Træet taber bladene om vinteren.

Næringsindhold

Hyldebær er rige på A- og C-vitamin.

Forbehold

Hyldens blade, bark og umodne grønne bær indeholder blåsyre og er giftige og uspiselige. De modne hyldebær indeholder også rester af blåsyre, men er uskadelige og ganske velsmagende efter et opkog på mindst 15 min, som vi fx kender det fra hyldebærsaft og suppe.

Tips og Tricks

Selve bærret brister nemt, når man afribber klaserne, så beskyt hænder, tøj, køkkenbord m.m. For afsmitning af den blåviolette farve fra hyldebærsaften er ikke nem at fjerne igen.

Kilder

Dyrk frugt

Skoven i skolen