Danske ostetyper: Opdag 5 danske oste

Der findes en lang række danske oste, hvor den mest solgte er Danbo. Men den eneste helt originale danske ostetype er rygeost.

Danmark er et osteelskende folk, og siden år 2000 er osteindtaget for voksne i Danmark vokset med 35 procent. I gennemsnit spiser hver voksne dansker 16 kilo ost årligt.* 

Danboosten er den mest producerede og spiste ost i Danmark og betragtes af mange som Danmarks nationalost, men der produceres mange danske oste.

Blandt Danmarks mest kendte ostetyper er de halvfaste skæreoste Danbo, Esrom, Havarti, Maribo og Samsø. Blåskimlen Danablu er også meget udbredt, ligesom den friske surmælksost Rygeost. Arla Unika opfinder nye oste og med oste som Kovending, der er en blåskimmel med blåskimlen udenpå i stedet for indeni, udfordrer Arla Unika de gængse forestillinger om ost.

Der findes kun én helt original ostetype af dansk oprindelse. Det er rygeost, som er opfundet i Danmark uden inspiration fra udenlandske oste. Det er en blød surmælksost uden skorpe, der fra begyndelsen af 1800-tallet blev fremstillet rundt på fynske gårde. Historikere mener, at denne danske ost kan have tråde helt tilbage til vikingetiden.

Facts om fem danske oste:

 

Rygeost:

Rygeosten er så vidt vides den eneste originale danske ost, som ikke er inspireret af oste fra udlandet. Det var fynboerne, der tog rygeosten til sig og gjorde den kendt i hele landet. Derfor kaldes rygeost også mange steder for fynsk rygeost. I dag foregår hovedparten af produktionen af rygeost stadig på små mejerier på Fyn. Fremstillingen foregår ved at rygeostemassen formes til små flade oste, der lægges på en rist og ryges, typisk over halm og tørrede brændenælder. Ostene ryges et par minutter på hver side, til de bliver svagt brune med striber efter risten. I nogle tilfælde drysses der kommen over Rygeosten.

Smag: Syrlig og røget.

 

Danbo:

Produktionen af Danbo begyndte første gang i 1897 på Kirkeby Mejeri. I 1952 fik osten sit officielle Danbo-navn. Osten produceres i dag af en række mejerier med en masse forskellige lagringsgrader. Danbo er en lys gullig komælksost med en fast konsistens og har få til mange ensartede runde huller på størrelse med ærter. Danboostens smags- og teksturkarakteristika opnås efter modning i tre uger. 84 procent af alle husstande i Danmark har købt Danboost i løbet af det sidste år, og en gennemsnitlig husstand køber Danboost 12 gange årligt.

Smag: Let, syrlig og aromatisk.

 

Danablu:  

Blåskimmeloste er blevet fremstillet siden 800-tallet, men i Danmark blev de første skabt i 1800-tallet. Danablu er en dansk halvfast blåskimmelost med cremet konsistens. Dens skorpe er marmoreret, og den er fremstillet af komælk.

Det var mejeristen Marius Boel, der i 1927 “opfandt” Danablu, da han som den første i verden fremstillede blåskimmelost af homogeniseret mælk. Dette gav osten en ny konsistens og aroma. I modsætning til eksempelvis Roquefort blev osten mere fedladen, mere hvid, og den fik en hidtil ukendt smag. Danablu med et fedtindhold på 50+ er altid cylinderformet, mens den federe 60+ Danablu er firkantet.

Smag: Letsaltet, skarpt og pikant.

 

Esrom:

Esrom ost er en dansk gul, blød og let elastisk ost med uregelmæssig huldannelse og en tynd, fedtet skorpe. Komælksosten blev sandsynligvis opfundet af Cisterianermunkene på Esrum kloster. Det er imidlertid også muligt, at det var de lokale bønder i klosterets omegn, der var de første til at producere osten. Det er dog et faktum, at osten blev produceret på det nordsjællandske kloster for århundreder siden.

Særkendet ved Esrom er dens kitbehandling. Ved en metode, der kaldes “den danske måde”, fremstilles osten, så man opnår en hurtig kitmodning, der modner osten både ude- og indefra. I dag er der fire producenter, der er godkendt som producenter af Esrom.

Smag: Mild, syrlig og aromatisk, men med alderen kan den udvikle en markant aromatisk smag og duft, og overfladen bliver fedtet.

 

Havarti:

Havarti er en dansk halvfast, gul ost med en tynd skorpe og fedtet konsistens. Den er fremstillet af komælk og har mange små, uensartede huller. En af Danmarks største ostepionerer var Hanne Nielsen (født 1829). Blandt de oste, Hanne Nielsen startede produktion af, var Tilsiteroste, der i dag kendes under navnet Havarti. Osten blev opkaldt efter Hanne Nielsens gård “Havartigård”, der ligger i Øverød nær Holte i Nordsjælland.

Smag: Mild, let syrlig og aromatisk.

 

 

*Kilde: A guide to yellow cheese from Arla

Læs mere om ost her.