Hvad er en Danbo ost?

Danbo er den mest producerede og spiste skæreost i Danmark. Otte ud af ti hjem køber en Danbo i løbet af ét år.

Danboosten er så populær i Danmark, at mange betragter den som Danmarks nationalost. 84% af alle danske husstande har købt Danboost i løbet af det sidste år, og en gennemsnitlig husstand køber Danboost 12 gange årligt.

Produktionen af Danbo begyndte første gang i 1897 på Kirkeby Mejeri. I 1952 fik osten sit officielle Danbo-navn. Osten produceres i dag af en række mejerier med en masse forskellige lagringsgrader. I 2017 blev Danbo tilføjet til BGB’s liste over beskyttede geografiske betegnelser og må nu kun produceres i Danmark.

Den pasteuriserede mælk tilsættes modningskultur og osteløbe. Allerede i det tidlige stadie er modningskulturen med til at give osten særlig karakteristika. Osteløben får mælken til at koagulere/stivne. Ostemassen skæres i små tern, også kaldet ostekorn, så vallen kan trække ud. Ostemassen presses sammen og skæres i mindre blokke, der igen pressen sammen. Herefter saltes ostene, lægges på hylder og smøres med den kitkultur (den bakteriekultur, osten vaskes i), der er karakteristisk for Danboen. Kitbakterierne modner osten udefra, mens modningskulturen og osteløben modner osten indefra. Jo længere osten lagrer med kitkulturen på, jo større indflydelse får den for smagen. Derfor har ekstra lagrede Danbo oste en skarpere smag.

På nogle Danbooste vaskes kitten af, mens andre får paraffin ud over. Derfor kan man ikke spise skorpen på en Danbo, men den sikrer til gengæld en cremet konsistens.

Der skal bruges omkring 10 liter mælk til 1 kg. færdig Danboost.

Ostetype

Fast modnet ost. Anvendes oftest som skæreost.

Karakteristika

Danbo er en lys gullig komælksost med en fast konsistens og har få til mange ensartede runde huller på størrelse med ærter. Danboostens smags- og teksturkarakteristika opnås efter modning i min. tre uger.

Osten fås både med og uden kommen samt i to forskellige fedtprocenter (30+ og 45+). Dens form er typisk firkantet og flad eller rektanglet. 

Smag

Let, syrlig og aromatisk.

Oste, der minder om
Esrom, Havarti, Cheddar, Emmentaler, Gouda

Arla oste
Arla Klovborg Danbo
Riberhus Danbo
Arla Øko Danbo

Læs mere om danske oste.