Ananaskirsebær

Ananaskirsebær er et kirsebærstort, orange bær, der ligger i et brunt, papiragtigt hylster, som ikke kan spises.

Udseende

Ananaskirsebærets hylster beskytter bærret under vækst og transport. Bærret indeholder en mængde små, bløde kerner, der gør smagsoplevelsen en anelse knasende.

Smag

Smagen er syrligtsød og beskrives med associationer til både ananas, stikkelsbær og passionsfrugt.

Oprindelse

Ananaskirsebær stammer fra Sydamerika og importeres i dag fra Sydamerika, Australien, Sydafrika osv. Planten er nem at dyrke og dyrkes derfor i mange lande. Den kan også dyrkes i Danmark, helst i drivhus, hvor den kan yde fint.

Anvendelse

Bærrene bruges oftest som pynt på kager eller osteanretninger. På grund af syrligheden er de også fine i frugtsalat eller grønne salater.

Friskhed

Når bærrene er lyst gule eller grønlige, er de umodne. Stærkt gule og orange bær er modne.

Holdbarhed

Bærrene holder sig bedst udenfor køleskab, da hylsteret kan tiltrække fugt og bærret derfor let mugner.

Næringsindhold

Ananaskirsebær har et højt indhold af C-vitaminer og pektin – det sidste gør, at de er velegnede til gele og marmelade.

Forbehold

Planten er af natskyggefamilien, og de umodne bær er giftige.

Kilder

Karolines Køkken