Salatost

Salatost er en friskost i saltlage, som kan laves af både gede-, fåre- og komælk. Ostens konsistens og smag varierer efter mælketype, og hvor de er fremstillet.

Smag

Osten har generelt en mild og saltet smag og en konsistens, der gør den nem at smuldre.

Oprindelse

Salatost som krydderi i maden er en gammelkendt sag. Allerede i Homers Odysseen kan man læse, hvordan osten blev fremstillet. Fremgangsmåden var enkel, for det var en måde hyrderne kunne gøre mælken holdbar på, når de vandrede omkring med deres kvæg.

Anvendelse

Ostens egenskaber gør den velegnet som krydderi i mange retter.

I Grækenland anvendes osten i den traditionelle græske salat med græsk feta, grøn salat, peberfrugt, agurk, tomat og oliven. Grækerne bruger også feta indbagt i fillodej som små appetitvækkere før maden, ligesom spinattærte med fetaost er en anden klassiker fra det græske køkken.

I Bulgarien finder man opskrifter på en lækker dip, hvor osten blendes med mælk og smages til med paprika, valnødder og lidt olie. Pandestegte kartoffelbåde krydres også med smuldret ost, ligesom en tredje anvendelse er ost indpakket i pergamentpapir sammen med tomatskiver krydret med paprika, salt og peber.

I Tyrkiet serveres osten i en velkrydret salat med mange forskellige grønsager, oliven og friskhakket chili. Anvendes også i en ostecreme af moset ost blandet med yoghurt og krydret med hvidløg, mynte, persille og frisk grøn chili.

Kilder

Karolines Køkken