Sharon

Sharon er en orangefarvet frugt, der mest af alt ligner en forstørret tomat. Den har fire bægerblade i toppen og er en anelse firkantet i formen. Det tynde, glatte skind er spiseligt. Skæres en sharon over på tværs ses et stjerneformet mønster fra midten. Frugten er uden kerner.

Oprindelse

Sharon er en forædling af kakifrugten. Den blev fremavlet i begyndelsen af 1980’erne i Sharon Dalen i Israel, deraf navnet.

Nu dyrkes den også i andre sydeuropæiske lande, blandt andet i Spanien. Her kaldes den for kaki, og det kan give anledning til lidt navneforvirring. Navnet kaki er i og for sig korrekt, da sharon nedstammer fra kakislægten, men omvendt kan man ikke kalde enhver kaki for en sharon.

Anvendelse

Sharon anvendes som frisk frugt. Smagen er meget sød og lidt abrikosagtig med en anelse vaniljesmag. Den kan også være lidt syrlig.

Frugten kan godt spises, selv om den er hård og ikke helt moden, men den smager bedst, når den er helt orange, og skindet er glasagtigt. Den er fast i frugtkødet og kan nemt skære i pæne stykker.

Der er talrige anvendelsesmuligheder. Sharon kan bruges i desserter, sorbet, mos, kompot, syltetøj og som tilbehør til syrnede mælkeprodukter og osteanretninger.

Næringsindhold

Sharon indeholder C-vitamin og har et højt indhold af karotin, der omdannes til A-vitamin i kroppen. Desuden indeholder den kalium. Energiindholdet er lige så højt som i en banan. Energien stammer fra kulhydrat.

Forbehold

En friskplukket sharonfrugt indeholder forskellige bitterstoffer, blandt andet tannin, der snerper i munden. Men de frugter, som vi kan købe i butikkerne er behandlet, så bitterstofferne er neutraliseret. Det kan enten ske ved, at frugten ligger i vand, udsættes for kuldioxid eller kulde (0 grader) i et døgns tid.

Kilder

Karolines Køkken