Hvad er Hytteost?

Hytteost – osten, der blander sig i alt.

Til dig, der gerne vil have en blid osteoplevelse – morgen, middag og aften.

Hytteosten hører til friskostfamilien, hvor den med sine store, bløde ostetern kommer i en skøn og cremet flødelage. Hytteosten købes oftest naturel, hvor smagen er mild og let syrlig. Alt efter sæson og spise, kan den nemt tilsættes et par ingredienser, såsom grøntsager, frugt og krydderurter.

Hytteost er fremstillet af skummetmælk, der først lavpasteuriseres for at sikre, at den er fri for bakterier. Herefter tilsættes der osteløbe (enzym) og mælkesyrebakterier, der får osten til at stivne. Den stivnede ostemælk skæres i små ostetern (ostekorn) og røres, indtil ostekornene har opnået den ønskede konsistens. Til slut tilsættes der en blanding af fløde og salt, inden osten får lov til at modne i 1 døgns tid inden den tappes og ender i butik.

Hytteostens milde smag gør den til en særdeles alsidig ingrediens i det kolde og varme såvel som salte og søde køkken. Desuden har den skønne ost et højt proteinindhold og lavt fedtindhold, hvilket gør den til en ideel spise i en sund og varieret kost. Mangler du lidt fylde på de kødfrie dage, så lad hytteosten blande sig eller nyd osten som et mellemmåltid, hvor den giver en dejlig mæthedsfornemmelse. Prøv fx hytteosten i ovnretter og bagværk eller brug osten som fyld i wraps, lasagne, tærter eller salater. Du kan også sagtens bruge hytteosten som fyld i kager og desserter, hvor den giver fylde og lethed på én gang.

Ostetype

Friskost, blød, umoden.

Karakteristika

Hvid, grynet, store ostekorn omgivet af flødecreme.

Smag

Mild, let syrlig flødesmag.

Arla oste:

Karolines Køkken® Øko hytteost nat. 4%, 200 g

Karolines Køkken® Øko hytteost nat. 4%, 450 g

Karolines Køkken® Hytteost nat. 4%, 450 g

Arla Cheasy® Hytteost 1,5 %, 250 g

Arla Cheasy® Hytteost 1,5 %, 500 g

Arla laktosefri® Hytteost 4%, 250 g

Find opskrifter med hytteost