Hvornår kommer man ost på pizza?

Hvornår kommer man ost på pizza?

De fleste af os elsker ost på vores pizza. Men skal osten øverst eller nederst på pizzaen? Eller skal den først lægges på, når pizzaen er kommet ud af ovnen?

Som du sikkert ved, er der nærmest uendelige muligheder, når du skal vælge fyld til din pizza. Men en tilbagevendende diskussion er altid: hvornår skal osten lægges på pizzaen?

Det er umuligt at give et endegyldigt svar på det spørgsmål, for det handler først og fremmest om smag og behag. Derfor skal du overveje, hvordan du bedst kan lide konsistensen på din ost, for det har betydning for, hvornår pizzaen lægges på. Desuden har det også betydning, hvilken slags ost du bruger. For nogle oste er mest velegnede til at komme ovenpå pizzaen, mens andre fungerer bedst som bund.

Øverst eller nederst?

Først skal du gøre op med dig selv, om du bedst kan lide, at osten er cremet og svampet, eller om du foretrækker en ost med en knasende skorpe.

Hvis du godt kan lide, at osten ikke tørrer ud, men i stedet bliver ved med at være saftig uden at brune, så skal du lægge fyldet oven på osten. Du kan også ’beskytte’ osten ved at lægge bacon ovenpå, da bacon giver mere væde og fedt til osten. På den måde undgår du, at osten tørrer ud. Hvis du laver din pizza med noget oven på osten, får du en pizza, hvor du kan ’strække’ osten i tråde, når du bider af den.

Hvis du derimod lægger ost på som det sidste, får du en sprød osteskorpe. Her skal du være opmærksom på, at bagetiden også har en betydning. For jo længere tid, du lader din pizza hygge sig i ovnen, jo mere tør og sprød bliver osten.

Du kan også komme ost på selve pizzadejen i stedet for tomatsauce, så du ender med det, der hedder en ’hvid pizza’. Her er det mest oplagt at bruge en form for flødeost, cremefraiche eller hytteost.

Ost som krydderi

Der findes også oste, som ikke rigtigt smelter, selvom de bliver varmet op. Det er oste som parmesan, hytteost, havartiost og salatost. Denne type ost anbefales at komme på din pizza til allersidst som krydderi. Du kan vælge at lægge osten på pizzaen, så den bliver bagt kort i ovnen, eller du kan komme osten på, når pizzaen er kommet ud af ovnen. På den måde beholdes ostens konsistens.

Du kan læse mere om de enkelte oste, der er gode til pizza, her.