Gåsesteg har siden middelalderen været den traditionelle steg til Mortensaften (11. nov.) og jul i hele Nordeuropa. Fx. indgår gåsesteg i den lille piges drømmesyn om en vidunderlig juleaften i H C Andersens ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” (1848).
En istandgjort gås vejer 4-6 kg og rækker til 6-8 personer. Der er meget svind pga. fedtafsmeltning.
En frossen gås bør optøes langsomt over to dage i køleskabet. Gås istandgøres og fyldes ligesom en andesteg. Stegning foregår bedst ved langtidsstegning - se under variation i opskrift på "stegt and".
Traditionelt tilbehør er det samme som til and: sukkerbrunede kartofler, rødkål, skysauce samt asier eller syltede agurker.