Figen

Figner er pæreformede og på størrelse med en clementin. Ordet figen kan dække både friske figner, syltede grønne figner på dåse, brændte figner på dåse samt tørrede figner. Produkterne er forskellige og kan oftest ikke erstatte hinanden.

Udseende

Friske, fuldmodne figner er enten grønne eller lilla til brune og lidt rynkede. Skallen er blød, indeni er en masse af frugtkød med klæbrige kerner. Skallen kan spises, men mange foretrækker at lade være.

Et hvidt pudderlag udenpå friske eller tørrede figner er ikke mug, men frugtsukker, der trækker ud, det er en normal proces. Umodne figner indeholder en hvid, mælket saft, der irriterer huden og er bitter.

Smag

Smagen er meget sød og honningagtig.

Anvendelse

Tørrede figner bruges traditionelt til figenpålæg, sammen med andre tørrede frugter i konfekt og julebag samt i salater. Friske figner serveres fx med spegeskinke som forret, i salater og på osteanretninger. Tørrede figner indgår på masser af måder i mellemøstlige køkkener, fx som fyld i kylling sammen med ris, i pilaf-risretter og som dessert, fx sammen med græsk yoghurt og kanel.

Holdbarhed

Friske figner kan holde sig få dage i køleskabet. Tørrede figner kan holde sig op til 6 måneder.

Næringsindhold

Figner er meget næringsrige på grund af et højt indhold af kulhydrater (ca. 286 kcal i 100 gram) og indeholder en del magnesium og kalium.

Kilder

Karolines Køkken