Ramsløg er en vildtvoksende plante, som hvert forår kan plukkes mange steder i naturen. I madlavningen bruges især de grønne blade, som har en karakteristisk duft og smag af hvidløg. Ramsløg anvendes både rå og tilberedt og indgår ofte som smagsgiver i enkle retter.
Hvad er ramsløg?
Ramsløg vokser typisk i fugtige skovområder, i skovbryn og i kystnære egne. Planten skyder tidligt på foråret og visner igen efter blomstringen. Ud over bladene er både blomster og løg spiselige. Ramsløg kan kendes på den tydelige hvidløgsduft, som frigives, når bladene gnides let. Det er vigtigt ikke at forveksle ramsløg med liljekonval og høsttidsløs, som er giftige.
Hvordan smager ramsløg?
Bladene har en aromatisk smag, der minder om hvidløg og purløg med et strejf af porre. Smagen er kraftigst i begyndelsen af sæsonen og bliver mildere, efterhånden som bladene bliver større.
Hvordan bruger man ramsløg i køkkenet?
Ramsløgsblade skylles blot før brug. De kan anvendes rå i salater eller hakkes og drysses over retter som alternativ til purløg. Bladene egner sig også godt til kryddersmør, pesto, aioli, marinader og dip.
Ramsløg kan desuden bruges let tilberedt, fx i wokretter, grøntsagssupper og bagværk som madbrød. Dampede blade kan serveres som tilbehør til varme retter.
Hvordan opbevares ramsløg?
Ramsløgsblade kan holde sig i tre til fire dage ved opbevaring i køleskab.
Hvornår er ramsløg i sæson?
Ramsløg er i sæson fra marts til juni. Bladene er mest anvendelige tidligt på sæsonen, hvor de er spæde og aromatiske.
Næringsindhold
Læs om næringsindhold hos Råvareguiden