Nitrat i grøntsager
Farligt for små børn
Små børn spiser meget i forhold til deres størrelse. Derfor vil de hurtigt kunne få for meget nitrat i kosten, hvis de får større mængder af de grøntsager, der er meget nitratholdige. Når nitrat kommer ned i mavetarmkanalen, vil det kunne omdannes til nitrit, der kan reagere med blodets hæmoglobin, så det ikke kan binde ilt og transportere det rundt i kroppen. En sådan akut forgiftning er sjælden, men kan ramme børn under tre år. Symptomerne er blåfarvning af huden og opkast.
Hvor meget må barnet spise?
Fødevarestyrelsen har følgende anbefaling for små børns kost, for at undgå nitritforgiftning.
1. Spædbørn 4-6 måneder: Undgå rødbede, spinat, fennikel, selleri og rucolasalat i mosen.
2. Spædbørn 6-12 måneder: De nitratholdige grøntsager bør højst udgøre 1/10 del af en portion mos. Hvis de udgør en større del, bør de kun serveres en gang imellem, fx med 14 dages mellemrum.
3. Småbørn under 3 år: Intet grønt drys fra krydderurter eller bladgrøntsager. Men glem ikke, at give børnene grøntsager hver dag. Grøntsager er vigtige i en sund og varieret kost. For børn over 3 år og voksne er der ingen begrænsninger i indtagelsen af de forskellige grøntsager.
Kan spinat og grønkål genopvarmes?
Ja, du kan sagtens genopvarme retter med nitratholdige grøntsager, som fx spinatlasagne og grønlangkål. Det er vigtigt, at retten er blevet hurtig afkølet efter måltidet, og du skal varme den op til mindst 75 grader, når den serveres igen.
Grundig skylning af rå grøntsager, tilstrækkelig varmebehandling under tilberedning og hurtig afkøling af restemaden, nedsætter risikoen for, at der er bakterier til stede, som kan omdanne nitrat til nitrit.