
Belugalinser er små, sorte linser, der har fået deres navn fordi de ligner belugakaviar. Linserne har en nøddeagtig smag og en fast konsistens, som gør dem velegnede i både varme og kolde retter. Linserne er rige på protein og fibre og kræver ingen iblødsætning, hvilket gør dem nemme og hurtige at tilberede.
Hvordan tilbereder man belugalinser?
Belugalinser er nemme at tilberede, da de ikke kræver iblødsætning som mange andre bælgfrugter. Sådan kan du tilberede belugalinser:
- Skyl linserne grundigt i koldt vand, før de koges.
- Kog linserne i en gryde med vand (eller bouillonvand) og lad dem småkoge ved svag varme uden låg i 15-20 min. Brug forholdet 1 del linser til cirka 2,5 dele vand.
- Linserne er færdige, når de er møre men stadig faste i konsistensen.
Hvis linserne skal bruges i en suppe eller gryderet, behøver man ikke at koge dem møre i forvejen, da de kan tilsættes rå i retten. Vær her opmærksom på, at linserne suger en del væske under kogningen.
Belugalinser egner sig også godt til salater, gryderetter og som fyld i vegetariske retter. Det er en god ide at krydre og/eller marinere linserne, mens de er varme, så de kan suge smag til sig. Find inspiration til hvordan du kan bruge belugalinser her.
Hvad er belugalinser godt for?
Belugalinser er en næringsrig bælgfrugt, der især er populær i vegetariske retter på grund af et højt indhold af plantebaseret protein. Linserne indeholder desuden kostfibre og vitaminer, som alle bidrager til en sund og balanceret kost. Du kan nemt inkorporere belugalinser i hverdagsfavorittterne på middagsbordet. Det er en god både at spare lidt på kødet, men samtidig sikre et højt proteinindtag.
Hvad er forskellen på belugalinser og grønne linser?
Den største forskel på belugalinser og grønne linser er udseende og konsistens. Rå belugalinser er helt sorte, men de mister en anelse af farven efter kogning. De holder formen godt under tilberedning, hvilket gør dem velegnede til retter, hvor man ønsker en fast struktur. Grønne linser er større, mere flade og har en lidt mildere smag. De bliver blødere ved kogning og bruges ofte i supper eller som mos. Næringsindholdet er i store træk det sammen, men særligt teksturen og dermed anvendelsesmulighederne varierer. Læs mere om grønne linser her.
Næringsindhold
Læs mere om næringsindholdet i belugalinser hos Fødevareinstituttet