Røde linser

Røde linser
Røde linser fås mest som splitlinser, hvor linsefrøet er delt i to halvdele - på samme måde som flækærter. Men de fås også som hele røde linser, hvor de blandt andet forhandles under navnet fodboldlinser. Røde linser er en bælgfrugt. Det er de afskallede frø, vi spiser. De stammer fra en linseplante, der tilhører ærteblomstfamilien. Linserne vokser i bælge (frøkapsler) og efter høst tørres og afskalles de.

Udseende

En rød linse er 3-5 mm i diameter og rund - eller en halvkugle, hvis den er splittet i to. Overfladen er glat og farven er rød-orange.

Smag

Røde linser har en mild og lidt melet smag. De har en tendens til at koge ud og kan give en gryderet eller en suppe en cremet konsistens.

Oprindelse

Linser har været dyrket i årtusinder. I dag dyrkes hovedparten i Indien og Canada.

Anvendelse

Røde linser skal skylles og koges i vand eller i en grønsagsbouillon i 20-30 minutter. Hvis linserne skal bruges i en suppe eller gryderet, behøver man ikke at koge dem møre i forvejen, da man kan tilsætte dem rå i retten. Vær opmærksom på, at linserne suger en del væske under kogningen.

Røde linser anvendes i supper, currys og saucer. De er gode i ovn- og gryderetter, som fx den indiske dhal. Røde linser kan også bruges til fx en krydret linsemos. Kogte linser kan bruges i postejer og frikadeller i stedet for kød eller som delvis erstatning for kødet. Industrielt fremstilles der pastaprodukter af linsemel.

Sæson

Hele året.

Næringsindhold

Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet.

Alle bælgfrugter anbefales i en klimavenlig kost med mindre kød, fordi de er gode proteinkilder og mætter godt.

Kilder