Kærlighedsfrugt

Kærlighedsfrugt
Litchi eller Lychee er det officielle navn på frugten, som vi kender som kærlighedsfrugt. Den er på størrelse med en valnød. Den modne frugt er rødlig og ru og med små knopper på overfladen, men den bliver dog hurtig brunlig efter plukningen. I Tyskland kaldes den ofte kinesisk hasselnød.

Udseende

Skrællen er hård og læderagtig, men nem at pille af. Frugtkødet er hvidt, saftigt og lidt geleagtigt i konsistensen.

Frugten er en stenfrugt, men den nøddeagtige, blanke sten, der ligger inde i frugtkødet, er giftig og uspiselig.

Smag

Smagen er sød, syrlig og aromatisk. Den minder om jordbær, roser og muskat.

Oprindelse

Litchi stammer oprindeligt fra Kina, hvor man har dyrket dem i flere tusinde år. Litchitræerne vokser i de stedsegrønne regnskove i Sydøstasien, herunder det sydøstligste Kina.

Historien fortæller, at en kinesisk kejser var så glad for sin hofdame, at han plantede et duftende litchitræ for at behage hendes fine næse. Derfor kaldes litchi også for kærlighedsfrugt.

Ud over Kina dyrkes litchi i vore dage i blandt andet Taiwan, Indien, Asien, Australien, Israel, USA, Sydafrika, Madagaskar og Mauritius.

Anvendelse

Frugten kan spises, som den er, til mellemmåltider og til is, ost, i frugtsalater og andre desserter.

Den er også velegnet til at fjerne den brændende smag fra stærke krydderier, når den spises til ris-, kød- og fiskeretter. Og i cocktails er den flot som pyntebær.

Frugterne plukkes modne fra træerne, og de friske litchi bliver transporteret til vore breddegrader med fly. Jo rødere eller violet en litchi er, desto mere frisk er den. Den bliver dog hurtigt lys brun uden at være blevet dårlig.

På køl og ved høj luftfugtighed kan frugten holde sig i 2-6 uger. Hjemme i køleskabet kan man højst have den liggende i et par uger, og ved stuetemperatur er holdbarheden 3-4 dage. Frugtkødet kan fryses.

Litchi kan også købes som dåsekonserves og som frugtjuice.

Næringsindhold

Litchi er meget rig på C-vitamin. Desuden indeholder den E-vitamin, folinsyre og niacin (B3-vitamin).

Kilder

  • Karolines Køkken, EMU Danmarks Undervisningsportal