Kinaradise er en meget stor rodfrugt, den kan blive 40-50 cm lang, være op til 10 cm i tykkelsen og veje 700-800 g. Kinaradisen er hvid både udenpå og indeni.
Kinaradise har en skarp, let bitter smag af sennep og peber. Den er knasende sprød. Kinaradise skal skrælles før brug, for skrællen har en meget stærk pebret smag.
Kinaradise kan spises rå. Den kan rives, og bruges i salater eller skæres i stave og serveres med dip. Man kan også skære tynde skiver med et mandolinjern, marinere dem med en dressing og tilsætte friske, grønne krydderurter, fx hakket persille.
Henter du inspiration i japansk madkultur, kan kinaradiser anvendes til sushi og de kan syltes eller fermenteres i en kimchi eller bruges som ingrediens i en misosuppe.
Desuden tåler kinaradiser en hurtig opvarmning, fx i wokretter og grøntsagssupper. Få ideer gennem disse opskrifter med kinaradise.
Kinaradise kan holde sig i flere måneder i køleskab. Den kan også skæres i tern, blancheres og fryses, men derved mister den sprødheden.
Juni til november. Du kan godt dyrke kinaradiser i Danmark. Du kan evt. forspire dem indendørs eller i drivhus. Men vent til juni-juli med at så frøene direkte i køkkenhaven. Jorden skal helst være 15-20 grader varm, ellers går planten i stok, og sætter ingen rod. Den er klar til høst i løbet af et par måneder..
Læs mere om næringsindholdet i kinaradisen hos Fødevareinstituttet.