Påskemad og traditioner

Påsken er en kirkelig højtid der markerer den sidste uge i Jesu liv

Påsken kan falde på forskellige datoer i løbet af foråret. Påskedag er nemlig fastsat til at ligge den første søndag efter den første fuldmåne i året, der falder på eller efter forårsjævndøgn (21. marts). Dvs. at påsken kan falde tidligst den 22. marts og senest den 25. april.

Påsken markerer den sidste uge i Jesu liv. En uge der i mange hundreder år var strengt religiøs og forbeholdt bøn, kirkelige handlinger, alvor og tanker om tro. Fest og fornøjelser var forbudt, og derfor blev påsken også kaldt for den stille uge. Den starter Palmesøndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, mens byens indbyggere hyldede ham som en konge og viftede med palmeblade til hans ære. Skærtorsdag markerer dagen for den sidste nadver, hvor Jesus spiste og drak sit sidste måltid med disciplene og vaskede deres fødder. ”Skær” kommer fra oldnordisk og betød oprindeligt ”ren”. Langfredag blev Jesus dømt, korsfæstet og døde, hvilket blev mindet med stilhed, butikker holdt lukket, der var ingen dans eller musik og nogle steder måtte børnene ikke engang lege. Derfor kunne dagen føles meget lang. Påskedag blev det opdaget af Jesus ikke længere lå i sin grav, men var genopstanden og derfor blev denne dag kaldt for glædens dag. Nu brød man den tavse alvor med god mad og festligheder. 2. påskedag er en forlængelse af denne fest.

Påskemaden har udviklet sig fra at være spartansk til at være festlig

Påskens mad var indtil reformationen i 1536 særdeles spartansk. I de 40 dage man fastede fra fastelavn til 1. påskedag, måtte man ikke spise kød, men skulle holde sig til fisk og mager mad. Med reformationen forsvandt fasten, men påsken var stadig forbeholdt obligatoriske kirkebesøg, gudstjenester og spartansk eftertænksomhed. Påskemaden i det gamle bondesamfund var præget af den kirkelige højtid og sæsonens begrænsede råvarer. Først i løbet af 1800-tallet blev påsken mere festlig med æggelege, hygge og socialt samvær. I 1950’erne begyndte den moderne påskefrokost at tage form.

Påsken var en højtid med kedelige råvarer, men der var masser af æg!

Det var ikke særligt spændende råvarer man havde i spisekammeret eller køkkenhaven, når det blev påske. Vintergrønsagerne var blevet kedelige, forårsgrønsagerne var endnu ikke spiret frem og det var kun næsten sæson for spædlam og kyllinger. Sådan var det i hvert fald indtil man med moderne teknikker og storproduktion fandt ud af at strække sæsonerne.

Æg var der dog rigeligt af. Hønsene var for alvor begyndt at lægge mange æg igen efter den kolde vinter, så i påsken blev der både serveret æggeretter og leget med æg.

Påskeægget var et symbol på livets genfødsel

De mange æg blev ikke bare spist, men også dekoreret og givet som gaver. De blev farvet med naturlige farvemidler som løgskaller eller rødbedesaft, og der blev ridset flotte mønstre i skallen. Ægget har siden oldtiden været et symbol for forårets komme og genfødsel: livet der bryder gennem vinterens hårde skal og begynder igen.

Kunstfærdige slik-æg af sukker kendes fra slutningen af 1800-tallet, og Galle & Jessen begyndte at producere påskeæg af chokolade omkring år 1917. Herefter blev påskeæggene for alvor populære, kun med en lille pause under Besættelsen, hvor der var rationering på chokolade.

Æggelege var der også mange af i påsken. Man kunne trille æg: hårdkogte æg blev trillet ned af en bakke, og det æg der trillede længst eller gik i stykker til sidst, havde vundet. Man kunne også knalde æg: 2 personer med hver deres æg slog dem mod hinanden og det æg der gik i stykker til sidst vandt.

Gækkebrevet er en unik dansk tradition

Når man sender et gækkebrev, udfordrer man modtageren til ud fra små rim og remser, at gætte hvem der er afsenderen. Man driver gæk (laver sjov med, holder for nar) med modtageren, og gættes det ikke hvem der har lavet gækkebrevet, skal afsenderen have et påskeæg. Sådan har det været siden begyndelsen af 1800-tallet, hvor man begyndte at lave de første udklippede gækkebreve, der tit blev sendt afsted med tørre blomster, ofte en vintergæk. Vintergækken har i århundreder været brugt til forskellige drillelege, nok fordi den i sig selv er en drilagtig blomst. Den kan spire frem og blomstre når der stadig er frost og sne, og snyder således fok til at tro at foråret er kommet.

Skærtorsdag skulle man spise 9 slags kål og urter

Grønkål var der som regel stadig at finde i køkkenhaven, om end den nok var blevet lidt kedelig. Så kunne den jo peppes op med andre kålsorter og urter, og serveres som en nikålssuppe. Udover grønkål bestod suppen som regel også af spansk kørvel, persille, timian, salvie, merian, skvalderkål, mælkebøtteblade og skovsyre. Faldt påsken tidligt og var det småt med grønne kål eller urter, var det helt i orden bare at komme et græsstrå eller et brandnældeblad i, så man kom op på det rigtige antal. Det var nemlig vigtigt at der var 9 slags i, for ellers blev man ramt af forskellige skavanker i løbet af året. For eksempel ondt i ryggen mavesmerter eller hovedpine.

Langfredag var fastens sidste rigtige dag med kedelig mad

Langfredag var sorgens dag, hvor man markerede Jesus’ død på korset. Derfor blev der serveret en enkel, nærende rugmelssuppe sødet med honning.

Skidne æg blev spist på Skidenlørdag

Efter Skærtorsdag og Langfredag, og inden 1. påskedag og 2. påskedag lå Skidenlørdag. En dag, hvor skidt og snavs skulle renses ud efter de 2 foregående helligdage, og gøres klar inden de 2 næste. Det var en arbejdsdag med al den tøjvask, rengøring og klargøring man ikke måtte lave på helligdagene. Navnet henviste til, at der nok var kommet til at lugte ret dårligt i hjemmet efter helligdage uden rengøring. På Skidenlørdag har der naturligvis været tradition for at man spiste skidne æg. En frokostret med kogte æg serveret i en opbagt sovs smagt til med sennep. Det var en nem og enkel ret at lave, perfekt til en travl dag fuld af kedelige pligter.

Sild har vi spist siden middelalderen

Karrysild, marinerede sild og stegte står på de fleste frokostborde til påske. Og det er der faktisk lang tradition for, dog i en anden udgave end dem vi kender i dag. Under fasten måtte man nemlig gerne spise fisk, og saltede sild var noget både rig og fattig spiste. De saltede sild kunne holde sig vinteren over, og når de skulle spises, blev de udblødt og dyppet i grød eller spist med rugbrød til.

Den moderne påskefrokost er forholdsvist ny

Den moderne påskefrokost begyndte at tage form i 1950’erne. Der var stadig rationering og mangel på en del fødevarer, men man var træt af de triste, hårde tider. For at aflede opmærksomheden fra de kedelige måltider, peppede man påsken op med pynt og fjollerier. Der blev pyntet op med gule kyllinger af papir, påskeæg i pap, friske forårsgrene blev sat på bordet og man sendte gækkebreve til hinanden. Det var især damebladene der gav husmødrene inspiration til hvordan de kunne gøre noget ud af påskefrokosten med flotte duge, servietter, bordpynt og opskrifter.

De festlige påskefrokoster blev man ved med at holde, også efter rationeringen forsvandt. Nu kunne man rigtig invitere til et overdådigt frokostbord med øl, sild og snaps! Der skulle naturligvis retter med æg på bordet, men ellers var der ikke nogen særlige traditioner omkring maden, i modsætning til julefrokosten, hvor menuen er forholdsvist fastlagt.

Lammesteg begyndte man først at spise til påske i 1970’erne

Små, hvide lam hører påsken til. De fødes nemlig i tiden omkring påske og bebuder forårets komme og livets/Jesus genfødsel. Men lammesteg på påskebordet var en sjældenhed inden 1970’erne. Bønderne slagtede ikke deres lam, men passede godt på dem, så de kunne producere uld. Lammesteg var derfor en sjælden delikatesse indtil der kom udenlandske, billige lammeudskæringer på markedet. Igen var det damebladene der var med til at gøre lammestegen til en særlig påskeret. Mange danskere havde desuden været på charterferie til Italien, Spanien og Grækenland, hvor de havde spist spændende lammeretter med mange krydderier og godt med hvidløg. Så serverede man lammesteg til en påskesammenkomst, viste man at sin velstand og sit internationale udsyn.

Påskebryggen er inspireret af tyske munke

Påskebryggen stammer oprindeligt fra et kloster i München. Her fandt katolske munke ud af at brygge en særlig næringsrig øl, kaldet dobbeltbock. Munkene levede efter en særligt streng udgave af fasten, hvor de ikke måtte spise fast føde, så den særligt mættende øl var vigtig for at munkene ikke blev helt udsultede. Dobbeltbock er både mørkere og stærkere end almindelig pilsner, og i 1894 lod De Forenede Bryggerier sig inspirere til at brygge deres egen påskebryg efter næsten samme opskrift. I 1906 lancerede Tuborg deres udgave af påskebryggen med den kendte kylling på etiketten. P-dag (den dag påskebryggen frigives) falder et par dage inden påske, og traditionen med festligheder i byen som følge heraf, startede i 1950’erne.