Oregano

Oregano er en nær slægtning til merian. Den kaldes også for vild merian.

Udseende

Oregano bliver ca. 50 cm høj. Planten er busket og danner udløbere. Bladene er ægformede og svagt behårede. Blomsterne er lyslilla eller hvidlige, og de vokser i tætte ovale hoveder for enden af stænglerne. 

Smag

Oregano smager let bittert og lidt som timian. Bladene indeholder også de samme æteriske olier, nemlig thymol og carvacol, som timian. Oregano er kraftigere i smagen end merian.

Oprindelse

Oregano stammer fra Sydeuropa og Asien. Oregano vokser vildt på Azorerne, Maderia, De Kanariske Øer og flere steder i Europa og Asien. Også i Danmark vokser oregano vildt på sandede jorder.

Anvendelse

Det er bladene og blomsterknopperne, som anvendes i madlavningen. Italienske retter, som pizza og pasta, og i supper, grøntsags- og fjerkræretter. Til kryddereddike. Oregano er også god til græske og tyrkiske retter. Desuden i kraftige grønsagssupper og gryderetter og i brød. Den tåler kogning på grund af den kraftige smag, så maden kan godt krydres tidligt under tilberedningen.

Botanik

Oregano tilhører læbeblomstfamilien og er en rimelig hårdfør staude, men efter 3-5 år bør planten fornyes. Kan både sås og stiklingeformeres. Kan også gro i krukker og altankasser. Der findes mange forskellige sorter af oregano, blandt andet græsk oregano, som gror vildt på Korsika, dværgoregano, som dufter dejligt krydret og gulbroget oregano, som er en kompakt pudedannende plante med gyldne blade.

Erstatning

Oregano fås også som tørret krydderi, der kan anvendes til de samme retter som frisk oregano. Tørret oregano holder godt på duft og smag, så hvis man vil erstatte frisk oregano med tørret i en opskrift, kan man regne med, at en teskefuld tørret oregano kan erstatte en spiseskefuld frisk oregano.

Kilder

Havenyt

Karolines Køkken

”Krydderurter” af Anemette Olesen, Politikens Forlag 2010