Pastinak

Pastinakken er en af de mest anvendte rodfrugter i det danske køkken. Den hører, ligesom guleroden, til skærmplantefamilien, men har en langt sødere og nærmest nøddeagtig smag, der passer godt til saltet og røget mad.

Pastinakkens sødlige smag kan minde om smagen af selleri, men pastinakkens smag opleves vidt forskellig afhængig af, hvordan den tilberedes. Pastinak er en alsidig rodfrugt, og du kan bruge den til alt fra supper til sprøde pastinakchips. 

Udseende

Pastinak har en tynd lysebrun skræl og et fast hvidt kød. Pastinakker kan være runde eller lange kegleformede rødder med den lidt dybe karakteristiske rand i overgangen mellem rod og stilk. Den kan nemt forveksles med en persillerod. Men brug huskereglen; ”pastinakken skal ned med nakken”. Persilleroden har nemlig ingen rand.

Oprindelse

Pastinak er oprindeligt fra Central- og Sydeuropa. Den har været kendt siden omkring 1700-tallet. Pastinak kaldtes dengang morødder, som gulerødder faktisk hedder på svensk i dag.  

Anvendelse

Pastinakker bør skrælles inden tilberedning, da der nemt kan gemme sig skidt i skrællen. Indeni er kødet helt hvidt, der dog kan godt blive misfarvet, når den får adgang til ilt. Du kan undgå dette, hvis du lægger pastinakker i vand med citronsaft eller blancherer dem i få minutter.

Pastinakker kan anvendes rå eller tilberedte i salater, pastinakmossuppe eller som lækkert tilbehør.

Botanik

Pastinakken er i familie med bjørneklo og skvalderkål, som også hører til skærmplantefamilien. Pastinakken er en toårig plante, som primært har sæson fra september. Den tåler frost og kan derfor stå hele vinteren i jorden og høstes helt frem til april måned. Når pastinakken er gravet op, mister den hurtigt sin sprødhed.

Sæson

September - maj.

Næringsindhold

Læs mere om næringsindholdet i pastinakken hos Fødevareinstituttet.