Karse

Udseende

Karse kan i have blive op til 30-50 cm høj. Den får glatte, let blålige stængler, der forgrener sig foroven. De nederste blade er ægformede, mens bladene på stænglerne får forskellige faconer. De små hvide blomster sidder i lange klaser. Men planten bliver hurtig ranglet, smider frøene og sår sig selv. Den er derfor ikke særlig almindelig i krydderurtebedet.

Smag

Karse minder i smagen om sennep og peberrod. Når karse vokser i haven, kan de grønne blade bruges, men smagen er mere skarp end i kimbladene, som dyrkes i vindueskarmen.

Oprindelse

Karse stammer fra Mellemøsten, Tyrkiet, Iran og Irak. Den er blevet dyrket siden oldtiden, og frø af karse er fundet i egyptiske kongegrave.

Anvendelse

Pynt på smørrebrød og æggeretter, i dressinger og saucer. Karse bruges som det grønne drys på smørrebrød, i sandwich, i dressinger, saucer og ostesalater. Er især populær sammen med æg og sild.

Botanik

Karse er en etårig og hurtigvoksende krydderurt, der kan dyrkes året rundt i vindueskarmen. Dens eneste krav er rigelig fugtighed under væksten. Gror bedst i vindueskarmen på et stykke vat.

Holdbarhed

Kars anvendes altid rå. Den egner sig ikke til varmebehandling, da den så vil miste noget af aromaen. Karse kan hverken tørres, fryses eller konserveres.

Næringsindhold

Karse har et højt indhold af C-vitamin.

Tips og Tricks

Karsefrø sås på et stykke vat i en lille bakke eller bunden af en mælkekarton. Læg eventuelt et stykke gaze over frøene, som holder på frøskallerne, når karsen begynder at spire. Der vandes dagligt. Efter få dage spirer frøene, og de små grønne kimblade kan klippes med en saks.

Kilder

Karolines Køkken

”Krydderurter” af Anemette Olesen, Politikens Forlag 2010