Kartoffelmel er en fast ingrediens i mange danske køkkener og bruges især til jævning af desserter, frugtgrød og saucer. Selvom navnet antyder noget andet, er kartoffelmel ikke et mel i traditionel forstand, men ren stivelse udvundet af kartofler. Det giver særlige egenskaber, som adskiller det fra meltyper som hvedemel, rugmel og speltmel.
Hvad er kartoffelmel?
Kartoffelmel fremstilles af kartofler, hvor stivelsen udvindes, tørres og pulveriseres. Resultatet er et fint, hvidt pulver bestående af næsten ren kartoffelstivelse.
Kartoffelmel indeholder ikke gluten og bruges derfor ikke på samme måde som traditionelle meltyper i bagning. I stedet anvendes det primært som jævningsmiddel eller til at påvirke konsistensen i forskellige retter.
Hvad bruges kartoffelmel til?
Kartoffelmel anvendes til mange forskellige formål i køkkenet, blandt andet:
- Jævning af frugtgrød
- Jævning af saft og frugtsupper
- Roulader
- Lagkagebunde
- I Frikadeller og Fiskefrikadeller
- Desserter og bagværk
En af fordelene ved kartoffelmel er, at det kan give en klar og blank konsistens i for eksempel frugtgrød, hvor almindeligt mel kan gøre resultatet mere uklart. Kartoffelmel kan også forbedre vandbindingsevnen i farsretter.
Kartoffelmel til jævning
Kartoffelmel er særligt kendt som jævningsmiddel.
En klassisk kartoffelmelsjævning laves ved at røre:
- 2 spsk kartoffelmel
- 5-6 spsk koldt vand
Når blandingen tilsættes en varm ret, er det vigtigt, at retten ikke koger efterfølgende. Hvis kartoffelmel koges, kan konsistensen blive sej eller "lang". Derfor tages retten typisk af varmen, før jævningen tilsættes i en tynd stråle under omrøring.
Kartoffelmel i bagning
Selvom kartoffelmel ikke bruges som hovedingrediens i brød på samme måde som hvedemel eller rugmel, indgår det ofte i Kager og desserter.
Kartoffelmel bruges blandt andet i roulader og lagkagebunde, hvor det kan bidrage til en let og luftig struktur. Derfor ses kartoffelmel ofte i opskrifter på klassiske lagkagebunde og andre typer af sukkerbrødsdej.
Indeholder kartoffelmel gluten?
Nej, kartoffelmel indeholder ikke gluten. Da kartoffelmel består af kartoffelstivelse og ikke er fremstillet af korn, har det ikke de bageegenskaber, som glutenholdige meltyper har. Kartoffelmel kan derfor ikke erstatte almindeligt mel direkte i brødopskrifter, hvor gluten er med til at skabe struktur og volumen.
Kartoffelmel eller hvedemel?
Kartoffelmel og hvedemel bruges til forskellige formål.
Hvedemel anvendes primært til bagning og indeholder gluten, som hjælper dejen med at hæve. Kartoffelmel bruges derimod hovedsageligt som jævningsmiddel og til at justere konsistensen i bagværk, desserter og farsretter.
Valget mellem de to afhænger derfor af, hvad du ønsker at opnå i retten.
Andre meltyper du måske vil læse om
Hvis du interesserer dig for mel og bagning, kan du også læse om hvedemel, rugmel, speltmel, sigtemel og grahamsmel i vores samlede melguide. Du kan også blive klogere på fuldkorn og forskellige typer af frø, gryn og kerner.