Fritere

At fritere eller at friturestege er at stege en fødevare i kort tid i olie eller fedt ved meget høj varme. Maden får hurtigt en sprød, brun skorpe. Friturestegning kan foregå i en elektrisk frituregryde eller en almindelige gryde eller sauterepande.

Teknikbeskrivelse

Før i tiden stegte man i palmin eller svinefedt, mens de fleste i dag frituresteger i olie. Olie, der egner sig til friturestegning, er forskellige produkter, der sælges under navnet fritureolie, eller rapsolie, der kan tåle høje temperaturer.

Forbehold

Friturestegning eller fritering er en tilberedningsmetode, der af sundhedsårsager kun bør bruges af og til. Fødevaren får et højt fedtindhold, og højtopvarmet fedtstof kan producere de skadelige transfedtsyrer og de kræftfremkaldende stegemutagener.

Tips og tricks

Friterede æg er stegte æg, som bliver slået ud på en underkop og krydres med salt og peber. Varm en pande op med rigeligt olie og kom efterfølgende ægget på panden. Saml hviden omkring blommen. Ægget skal være gyldent udenpå, og blommen skal være flydende.

Kilder

Karolines Køkken