Karolines Køkken Leksikon

Stenbider

Stenbider-kødet er lyst og fedtholdigt og gør sig derfor bedst røget. Stenbideren er især kendt for sin lækre stenbiderrogn, som benyttes i mange kolde retter, især til frokostbordet eller forretter. F

Udseende

Typiske kendetegn er stenbiderens forreste rygfinne, som er overvokset af den tykke hud. Stenbideren har rødlige farver i gydesæsonen, hvorimod kvabsoen/kulsoen er grønlig. Stenbideren bliver sjældent over 50 cm. Stenbiderens kød er lyst, geléagtigt og er velegnet til røgning.

Oprindelse

Stenbideren er udbredt i hele Danmark og generelt i det Nordøstlige Atlanterhav. Hannen kaldes stenbider, hunnen kaldes såvel kvabso som kulso. Blandt fødeemnerne er tanglopper, krebsdyr, mindre fisk og gopler. De stenbider, man køber hos fiskehandleren, stammer typisk fra Danmark.

Anvendelse

Ønskes kødet anvendt ved anden tilberedning, kan det være en god idé at hælde kogende vand over fisken et øjeblik og herefter holde den under koldt vand. På denne måde er det nemmere at skære fisken ud i pæne stykker. Kvabsoen/kulsoen fanges grundet de delikate rogn, som er en rigtig forårsbebuder.

Sæson

Januar – maj.

Næringsindhold

Stenbideren er en fed fisk, som er særlig rig på jod, selen og kalium. Den indeholder n-3 fedtsyrer, enkeltumættede og flerumættede fedtsyrer.

Næringsværdier pr. 100 g:

Energi: 706 kJ

Protein: 9,8

Kulhydrat: 0,0

Fedt: 1,6

Kilder

Havfisk og fiskeri af Bent J. Muus, Jørgen G. Nielsen, Preben Dahlstrøm, Bente O. Nyström. 1998

Ferskvandsfisk af Bent J. Muus og Preben Dahlstrøm

Politikens Fiskekogebog, Lars Kyllesbech

Den lille levnedsmiddeltabel

Kend din fisk, HORESTA

www.togangeomugen.dk

Kilde: Karolines Køkken